- Opdateret 08/07/2021 kl. 17:15
Torsdagens aktier: Chr. Hansen blev sorteper efter skuffende væksttal
Chr. Hansen Holding fik en over nakken i torsdagens danske aktiehandel, efter at ingredienskoncernens regnskab for tredje kvartal skuffede i forhold til konsensus.
Omvendt blev Danske Bank belønnet for en opjustering af forventningerne og et sæt foreløbige regnskabstal for andet kvartal, om end gassen gik noget af ballonen i løbet af dagen.
Det skete i et marked, hvor der helt generelt blev solgt ud af særligt de mere cykliske aktier, idet frygt for større bump på vejen i det økonomiske opsving efter coronakrisen bredte sig og skabte nervøsitet.
- Det er udlandet, der trækker ned, og vi kører bare med ned sammen med udlandet. De cykliske aktier har det tungt, og jeg tror heller ikke på, at de får det så godt i den kommende tid, siger Jim Søborg Hansen, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.
- Det ser bedre ud for de defensive aktier som dem i medicinalselskaberne, fortsætter han og peger på, at det kan betyde, at det danske C25-indeks, som er tungt repræsenteret i kategorien defensive aktier, kan hente lidt af efterslæbet til blandt andet S30 i Stockholm, der er steget noget mere end den danske modpart i år.
Den defensive tilgang var også tydelig torsdag, hvor de eneste stigende aktier ud over Danske Bank var Lundbeck, Coloplast og Novo Nordisk.
Samlet faldt C25-indekset med 1,2 pct. til 1903,30.
CHR. HANSEN SKUFFER MED VÆKSTEN
Ingredienskoncernen Chr. Hansen leverede i sit tredje kvartal 2020/21 en egentlig pæn drift, der faktisk endte lidt over konsensus i markedet.
Men det skuffende element var den organiske vækst, der i perioden blev opgjort til 4,0 pct. mod ventet 4,3 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Chr. Hansen selv.
Det betød også en let skuffende toplinje, og på de nederste regnskabslinjer kunne nettooverskuddet heller ikke helt følge med konsensus.
For hele regnskabsåret fastholdes prognosen om en organisk vækst på 6-8 pct. dog.
Investorerne tog dog den svage vækst - et fald fra en fremgang på hele 9 pct. i det tilsvarende kvartal året før - ilde op og sendte aktien ned med 5,5 pct. til 569 kr.
- Jeg tror, at det er væksten, der skuffer markedet. Man havde ventet, at der ville komme lidt mere der, siger Jim Søborg Hansen fra ABG.
DANSKE BANK BELØNNET FOR OPJUSTERING
I den modsatte ende af C25 steg Danske Bank omvendt med 1,1 pct. til 112,50 kr., efter at banken fulgte efter mange af branchekollegaerne og opjusterede forventningerne.
Der regnes nu med et nettooverskud for hele 2021 på over 12 mia. kr. mod tidligere ventet 9-11 mia. kr.
Samtidig har banken også luftet enkelte foreløbige tal for andet kvartal, hvor indtægterne samlet set endte på omtrent 10,5 mia. kr.
Omkostningerne ses samtidig at være faldet til omtrent 6500 mio. kr. fra 6953 mio. kr. i andet kvartal sidste år, og nettooverskuddet ventes at være steget til 2800 mio. kr. fra 2325 mio. kr.
Særligt lavere end ventede nedskrivninger på udlån ligger bag løftet af prognosen.
Ligeledes i banksektoren gik det den anden vej for Nordea, der fik sænket sin anbefaling hos amerikanske Morgan Stanley til "ligevægt" fra "overvægt".
Bankaktien faldt med 2,6 pct. til 68,42 kr. i et marked, der også var præget af faldende renter grundet den generelle risikoaversion.
FLERE BANKOPJUSTERINGER I FOKUS
Danske Andelskassers Bank (DAB) nåede ud på eftermiddagen torsdag også at blande sig i opjusteringskoret, da lavere end ventede nedskrivninger fra coronakrisen og en høj aktivitet i særligt sidste del af andet kvartal har trukket op - ganske som tilfældet har været det i rigtig mange banker.
DAB venter nu et resultat før skat i hele 2021 på 110-160 mio. kr. mod tidligere ventet 85-135 mio. kr.
Aktien faldt trods opjusteringen med 0,9 pct. til 10,90 kr.
For Spar Nord, der opjusterede sine forventninger onsdag, er kursmålet hos investeringsbanken Carnegie blevet løftet til 83 kr. fra 75 kr.
Anbefalingen er stadig i positivt terræn på "køb", skriver PLX AI.
Spar Nord steg med 5,4 pct. til 76,80 kr. efter onsdagens plus på 2,2 pct.
Tilbage blandt eliteaktierne var Mærsk blandt de hårdest ramte i udsalget blandt cykliske aktier.
Transport- og logistikselskabet har ellers fået lagt 500 kr. oven i kursmålet hos Danske Bank, der nu har et mål på 15.000 kr., men stadig den negative anbefaling "sælg".
B-aktien hos Mærsk faldt 1,9 pct. til 18.075 kr.
Også FLSmidth var ramt af udsalg og bakkede 2,7 pct. til 250,10 kr.
/ritzau/FINANS