Markedsoversigt: Bavarian faldt i mismodigt marked med uændret rente
Ambu endte i top tirsdag - mens Bavarian, der har fået drøje kurshug de seneste handelsdage, fortsatte nedturen - omend i et noget langsommere tempo.
I bunden af eliteindekset, C25, endte Jyske Bank, Novo Nordisk og netop Bavarian Nordic.
C25 lå i plus det meste af tirsdagen, men i den sidste handelstime vendte indekset rundt og vekslede et pænt plus til et noget mindre af slagsen. C25 steg 0,2 pct. til 1655,86.
- Markedet har svært ved at finde niveauet og vanskeligt ved at finde en bund. Det er renterne, der bestemmer - inflationen skal ned, og centralbankernes eneste våben lige nu er renterne, siger Lars Hytting, der er aktiechef i Artha Kapitalforvaltning.
Det var stærkere end ventede amerikanske forbrugertillidstal, der vendte op og ned på udviklingen, da det giver krudt til den amerikanske centralbank. Højere tillid end ventet tyder på et stærkt arbejdsmarked og kan derfor understøtte forventningerne om en ny amerikanske renteforhøjelse på 75 basispoint på rentemødet i september.
Ambu steg 7,2 pct. til 76,24 kr, hvilket var lige til en topplacering i C25, uden egentlige nyheder. Aktien er faldet næsten 56 pct. i år.
Modsat endte Bavarian, efter det kom frem, at smitteudbruddet med abekopper i Europa kan inddæmmes ved en gennemgående styrkelse af indsatsen. Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge Reuters.
Meldingen kom efter flere uger med vedvarende fald i smitten med abekopper i europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Også i USA ser man bedring i smitten.
Aktien faldt 2,1 pct. til 279,20 kr. efter et kursfald på 11,7 pct. fredag og 10,6 pct. mandag.
På obligationsmarkedet bølgede renten på den toneangivende tiårige statsobligation tirsdag frem og tilbage mellem 1,81 pct. til 1,91 pct.
Da klokken ringede ud lå renten i 1,88 pct. - samme niveau som mandag, hvor renten steg med hele 11 basispoint.
Det var for alvor de tyske inflationstal, der fik gang i dagens rentestigningen. Umiddelbart inden klokken 14, da tallene landede, lå renten i niveauet 1,82 pct.
Inflationen i var på 7,9 pct. i august mod ventede 7,8 pct. måneden før var den på 7,5 pct.
- Tysk inflation understøtter forventningerne om, at ECB på det kommende møde sætter de officielle renter op med 0,75 pct og at de fortsætter med, at hæve renterne indtil inflationen viser tegn på at aftage, siger Bo Overvad, cheføkonom i HC Andersen Capital.
Både den tyske og den spanske inflation, der begge blev offentliggjort tirsdag, peger på en yderligere stigning i europæisk inflation, når tallene offentliggøres senere på ugen.
- ECB har derfor ikke noget valg på det kommende møde, nemlig at hæve renterne markant, sandsynligvis med 0,75 pct. point, vurderer Bo Overvad.
Sidst på eftermiddagen overraskede den amerikanske forbrugertillid positivt i august ved at stige til 103,2 fra 95,3 måneden før mod en ventet stigning til 98,0 ifølge Bloomberg News.


