Markedsoversigt: Bavarian faldt efter aktiesalg - renten steg
Bavarian Nordic trak tirsdag de danske aktier ned, men stigninger til de indekstunge aktier i Novo Nordisk, Danske Bank og Nordea sikrede til sidst et spinkelt plus i C25-indekset.
Der var dog klar overvægt af faldende papirer i eliteindekset på en generelt sur aktiedag overalt.
Samlet steg C25-indekset efter et hop til allersidst med 0,1 pct. til 1793,46.
Det var generelt småt med selskabsspecifikke nyheder, men ud over makroøkonomiske offentliggørelser holdt markedet også godt øje med en imødeset tale fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, der igen indeholdt flere skræmmende udmeldinger.
Med fremme i hele Europa var også bankpapirerne, der nød godt af de stigende renter. Herhjemme kom det til udtryk i stigninger på henholdsvis 1,5 pct. til 87,63 kr. for Nordea og 1,2 pct. til 156,85 kr. for Danske Bank.
Novo Nordisk steg uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring med 1,7 pct. til 1000,20 kr. Det var dermed første gang, at aktien endte over 1000 kr.
Forsikringsselskabet Tryg endte øverst i eliteindekset med en stigning på 2,2 pct. til 160,25 kr. efter en hævet anbefaling hos italienske Mediobanca, der har skruet op til "outperform" fra "neutral", og løftet kursmålet til samtidig er kursmålet til 190 kr. fra 175 kr
Topdanmark får også løftet anbefalingen af italienerne - to hak til "outperform" fra "underperform". Kursmålet løftes til 450 kr. fra 340 kr. Topdanmark steg 1,4 pct. til 374,40 kr.
Bavarian Nordic faldt omvendt med 5,1 pct. til 232,50 kr. - tæt på de 233 kr. per aktie, som selskabet fik ved salget af godt 7 mio. nye aktier i forbindelse med en kapitalrejsning mandag aften.
En byge af stærke nøgletal fra Storbritannien, eurozonen og USA var tirsdag medvirkende til at sende statsrenterne i både Europa og USA op, og det danske marked var ingen undtagelse.
Herhjemme steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation således med 8 basispoint til 2,69 pct.
I både Storbritannien, eurozonen og USA viste foreløbige PMI-aflæsninger for februar sig noget bedre end ventet, og i Tyskland viste også ZEW-tallene for samme måned sig noget over konsensus - både hvad angår forventningsindekset og vurderingen af den nuværende situation.
- Hvis man blander de stærkere end ventede data med stigende forsyningspres og centralbanker, der er i hvert fald er mindre dueagtige, end vi troede, tror jeg, at der er risiko for mere udsalg endnu, siger Sphia Salim, der er chef for europæisk rentestrategi hos Bank of America, til nyhedsbureauet Reuters.
Det samlede PMI-tal for eurozonen viste i februars foreløbige opgørelse en stigning til 52,3 fra 50,3 i januar. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en mindre fremgang til 50,7.
Det var stærkere end ventede takter i servicesektoren, der trak det samlede tal op. I både Storbritannien og USA var tallene over hele linjen noget højere end ventet.



