Tirsdagens aktier: Rockwool blev vendt ryggen - Jyske foretrukket
Rockwool blev ristet tirsdag på danske aktiemarked, hvor også Demant og Coloplast var under pres. Derimod steg bankerne pænt, ikke mindst Jyske Bank, der kom med årsregnskab.
Facit for C25 blev et minus på 0,3 pct. til 1780,33.
- Især Rockwool springer i øjnene. Aktien var nede med over 10 pct. på et tidspunkt, efter skriverierne i danske medier om, at Erhvervsstyrelsen skulle have iværksat en undersøgelse af, hvorvidt Rockwool har brudt EU's sanktioner mod Rusland, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Rockwool-aktien tabte 7,8 pct. til 1602,50 kr., efter at Berlingske mandag havde skrevet om undersøgelsen.
Det skete, efter at medierne Danwatch og Ekstra Bladet kunne fortælle, at selskabets produkter mellem 2015 og 2020 er havnet i forskellige militære projekter under det russiske forsvarsministerium, som Rockwool har tjent millioner af kroner på.
JYSKE BANK TIL TOPS I C25
Blandt bankerne steg Jyske Bank 2,6 pct. til 590 kr., hvilket rakte til en topplacering i C25.
Jyske Bank havde tidligere leveret foreløbige tal for 2022 og havde også meldt forventninger ud for 2023, hvilket havde fjernet en del af spændingsmomentet om dagens regnskab.
I regnskabet fastholdt Jyske Bank desuden nyligt opjusterede forventninger til 2023.
Endelige varslede banken, at den tilstræber at udlodde en del af bankens overskud til aktionærerne igen. Det vil komme til at ske i andet halvår, dog betinget af udviklingen i kapitalforholdene.
Blandt de øvrige banker steg også Danske Bank med 2 pct. til 163,45 kr., og Sydbank endte 1,5 pct. højere i 358,60 kr.
Renterne steg igen tirsdag, hvor den tiårige danske statsrente ramte det højeste niveau siden 2011. Det skete oven på uventet høje inflationstal fra Frankrig og Spanien, der lover skidt for eurozonens samlede forbrugerpristal på torsdag.
De stigende renter er vand på bankernes indtjeningsmølle, da det gør det nemmere at tjene penge på såvel ind- som udlån.
MÆRSK VIL HAVE KENDT ERHVERVSMAND I BESTYRELSEN
Med fremme var også A.P. Møller-Mærsk, der steg 0,6 pct. til 16.410 kr. målt på B-aktien. Rederiet indkaldte til generalforsamling og annoncerede, at det foreslår den tidligere danske Adidas-topchef, Kasper Rørsted, til bestyrelsen.
Vestas, der kunne fortælle, at det er valgt som foretrukken leverandør til det 1,6 gigawatt store tyske Nordseecluster-vindprojekt, steg 1,2 pct. til 200,60 kr.
I den nedre halvdel af indekset tabte Coloplast 0,7 pct., efter at Lægemiddelstyrelsen meddelte, at selskabet har tilbagekaldt penisprotesen Titan produceret i perioden fra 17. september til 2. december som følge af produktionsfejl.
Demant var også med i bunden af C25 efter et dyk på 2,8 pct. til 210,90 kr. GN endte derimod 0,7 pct. højere i 152,40 kr.
Det amerikanske finanshus Jefferies hævede både kursmål og anbefaling for GN.
Anbefalingen lyder nu på "køb" mod tidligere "hold", og kursmålet er hævet til 205 kr. fra 170 kr.
Også Demant fik et lille kursmålsløft hos Jefferies, men kun til 210 kr. fra 205 kr. med en gentagelse af anbefalingen "hold".
Fra regnskabsfronten var der tirsdag også regnskab fra softwarevirksomheden Trifork, der varslede fremgang i 2023. Her venter Trifork en omsætning på 205-215 mio. euro og et driftsresultat, EBIT, på 20-23 mio. euro.
Det skal sammenlignes med en omsætning på 184,9 mio. euro for 2022 og et driftsresultat, EBIT, på 18,3 mio. euro.
Trifork-aktien steg 4,2 pct. til 170 kr.

