Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Royal Unibrew indtager bundplads i grønt marked

Royal Unibrew ligger i bunden af C25-indekset mandag middag, efter at aktien startede ugen ud med analysenyt og en sænket anbefaling ovenpå skuffende regnskab torsdag i sidste uge.

Aktier
MarketWire

Mandag er der ikke meget fart over regnskabssæsonen, men stilheden afløses af en regulær regnskabsstorm senere på ugen med nyt fra flere C25-selskaber, inden markedet går tidligt på weekend i forbindelse med store bededag.

C25 ligger mandag ved middagstid 0,7 pct. højere i 1830,81.

- Det danske markedet nyder positivt af, at det amerikanske marked steg i fredags, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Den samlede aktivitet er dog begrænset, hvilket hænger sammen med lukkede markeder i blandt andet Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Sverige. Markedet i Kina har også holdt lukket.

- Aktiemarkedet skal ses i det lys, at de fleste markeder i Europa har lukket udover det danske. Det sætter selvfølgelig en dæmper på markedet, og derfor sker der ikke særlig meget – det hele er under lav volumen, siger han.

I ugens løb er der flere vigtige makroøkonomiske begivenheder på tapetet. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank, ECB, holder rentemøde henholdsvis onsdag og torsdag med et ventet løft på 25 basispoint fra begge.

Tirsdag venter inflationstal fra eurozonen, og fredag offentliggøres der fra USA jobrapport for april.

SÆNKET ANBEFALING TIL UNIBREW

Royal Unibrew har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos Jyske Bank, skriver banken i en analyse mandag. Kursmålet er i samme ombæring sænket til 650 kr. fra 700 kr.

Citi har omvendt hævet kursmålet for bryggeriaktien til 525 kr. fra 480 kr. af den amerikanske storbank Citi, der dog gentager den negative anbefaling "sælg".

Royal Unibrew fremlagde torsdag regnskab for første kvartal, der skuffede på både omsætning og indtjening.

Aktien er ved middagstid i bunden af C25 med et fald på 1,6 pct. til 594,20 kr. efter en lille fremgang mandag morgen.

MÆRSK TYNGES AF KINESISK PMI

I weekenden blev kinesiske PMI-tal fra Kina offentliggjort, der vidnede om en overraskende skuffende tilbagegang i april. Den samlede aflæsning endte på 54,4 fra 57,0 i marts efter tilbagegang i både industri- og servicesektoren.

Ved middagstid har Mærsk vendt faldet fra morgenstunden til at lægge i toppen af C25.

Mærsk B-aktien stiger 1,9 pct. til 12.420 kr.

NY DRIFTSDIREKTØR I AMBU

Ambu har ansat Henrik Birk som ny driftsdirektør og medlem af ledelsen i medicoselskabet. Den nye direktør tiltræder mandag.

Henrik Birk har tidligere været driftsdirektør i Bavarian Nordic foruden andre ledelsesstillinger i C25-selskabet Coloplast.

Det oplyser Ambu i en meddelelse.

Ambu-aktien falder 1,1 pct. til 106 kr.

AaB har ligeledes fundet en ny direktør. Selskabet kan byde Ole Jan Kappmeier velkommen som ny sportsdirektør, der indtræder i stillingen fra 1. juni. Han vil udgøre direktionen sammen med selskabets økonomichef og midlertidige administrerende direktør Jesper Dalum.

Den nye sportsdirektør er en del af den storaktionærgruppe, der overvejer at købe cirka 20 pct. af aktierne i AaB.

Aktien handles uændret i kurs 40,40 kr.

De franske flyveledere strejker den 1. maj, hvilket har konsekvenser for flytrafikken. Ryanair har aflyst 220 flyvninger, og til og fra København aflyses udvalgte flyvninger med SAS, Norwegian, Air France og Easyjet.

Det skriver branchemediet Check-In.

SAS-aktien løftes 2,7 pct. til 0,18 kr.