Fortsæt til indhold

USA/middag: Powell giver grønt lys til rentelempelser - chips i front

Den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, har fredag ved bankens årlige symposium i Jackson Hole i delstaten Wyoming sagt, at "tiden er kommet" og dermed givet grønt lys for rentesænkninger

Aktier
MarketWire

Det fejrer investorerne med kursfremgang til aktierne og til obligationerne, da markedsrenterne falder, og da investorerne skruer op for forventningerne til rentesænkninger i år.

Der er tale om en bred aktiefremgang, men trukket af de store teknologinavne, men fremgangen er ganske bred med plusser til 420 ud af 500 selskaber i S&P 500.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,5 pct.

Hovedindekset er dermed på vej mod et ugeplus på 0,8 pct., mens det ligger omtrent 1 pct. fra sin seneste lukkerekord fra midten af juli.

Dow Jones vinder også 0,6 pct. fredag, mens Nasdaq går op med 0,7 pct.

INDREGNER FIRE NEDSÆTTELSER

Ugens helt overskyggende store begivenhed i finansmarkederne var ventet at blive centralbanksymposiet i Jackson Hole og formand Powells tale, og han skuffede ikke investorerne med sin tydelige indikation af kommende lempelser af pengepolitikken.

- Retningen er klar, og timingen og tempoet i rentenedsættelserne vil afhænge af kommende data, hvordan udsigterne udvikler sig, og afbalanceringen af risici, sagde han tidligere fredag.

Det var også en tale med færre forbehold end det, som mange af hans kollegaer i chefgruppen er kommet med den senere tid.

- Det, der var væk i Powells tale, var ordet ”gradvis”, siger Neil Dutta, cheføkonom hos Renaissance Macro Research, til Bloomberg News.

- Powell fjerner ikke muligheden for at foretage større justeringer, efterhånden som pengepolitikken tilpasser sig. Balancen i risiciene, som vi har argumenteret for i en periode, har ændret sig. Der er større risiko for højere ledighed end for højere inflation.

Investorernes forventninger til nedsættelser i år er da også så store, at det som minimum vil kræve en dobbelt rentesænkning på 50 basispoint på et af årets resterende tre rentemøder, hvis det skal blive til virkelighed med en rente, som vil ligge omtrent 1,00 pct.point lavere end lige nu.

Handelen med rentefutures peger fredag på lidt mere end fire gængse rentesænkninger til 4,31 pct. mod nuværende 5,25-5,50 pct. Torsdag var buddet i markedet en nytårsrente på 4,36 pct.

CHIPS LØFTER

I S&P 500 stiger fast ejendom mest af alle sektorer med et plus på 1,6 pct. Udsigten til lavere renter er godt nyt for forretningsmodellen, da det vil reducere finansieringsomkostningerne og alt andet lige også løfte priserne.

Vækstsektorerne, hvis store aktienavne reelt trækker markedet frem, kan også fremvise plusser it og cyklisk forbrug på 0,7 og 1,0 pct. Der er desuden fremgang til cykliske sektorer som råvarer og materialer, finans samt industri på 0,3-0,9 pct.

Det er chipkæmpen Nvidia, som trækker mest op i markedet med et plus på 2,9 pct. Andre chipnavne løftes også med fremgang til Broadcom på 0,9 pct., til Advanced Micro Devices på 1,3 pct. og til Texas Instruments på 1,8 pct.

Apple, ligegeledes inden for it, bidrager også med et løft på 0,4 pct., mens Microsoft derimod sætter sig 0,6 pct. Softwarekæmpen holdes tilbage af en nedtur til den mindre konkurrent Intuit, som smider 7,8 pct.

Intuit leverede egentlig et bedre regnskab for fjerde kvartal end ventet og et øget tilbagekøb af egne aktier på 3 mia. dollar, men selskabet, som udvikler programmer til håndtering af regnskaber og skat, tilpassede også sine langsigtede vækstforventninger den forkerte vej.

I cyklisk forbrug er der omvendt solid fremgang til Tesla med et plus på 3,1 pct., mens Amazon ligger uændret, og i kommunikationsservice vinder Alphabet frem med 0,4 pct., mens Meta Platforms dog sætter sig 0,6 pct.

En anden af fredagens tabere er Novo-konkurrenten Eli Lilly, der rammes af lidt rotation ind i teknologi og falder tilbage med moderate 0,9 pct. fra sin lukkerekord torsdag.