Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Trump og Le Pen bankede aktierne ned - Draghi sendte renten samme vej

En mandag uden betydelige nøgletal gav aktiefald i USA og Europa, hvor politisk frygt satte sig i markederne.

Aktier

Der var mandag ingen tunge økonomiske nøgletal til at piske optimisme ind i aktiemarkederne, som i stedet endte i minus i både USA og Europa.

De amerikanske aktiemarkeder har haft medvind, siden Donald Trump vandt præsidentvalget i november sidste år, fordi han ventes at lempe skatter, give en finanspolitisk vitaminindsprøjtning til økonomien og sætte deregulering på dagsordenen.

»Markederne har kørt ganske godt i forventning om en kommende stimulus. Nu har vi brug for noget konkret i forhold til skattelempelser og regulering,« konstaterede Ernie Cecilia, investeringsdirektør i Bryn Mawr Trust i Pennsylvania, USA, ifølge nyhedsbureauet Reuters.com.

Samtidig lagde en faldende oliepris pres på den amerikanske energisektor, som førte an i kursfaldende på børserne i USA. S&P 500 endte i et minus på 0,21 pct.

Tyson Foods var med et fald på 4,1 pct. særligt hårdt ramt, hvilket skyldtes, at virksomheden blev stævnet af de amerikanske myndigheder mistænkt for at have manipuleret med kyllingepriser.

I Europa var der også politiske undertoner bag mandagens kursfald på aktiemarkederne, som blev trukket ned af den franske præsidentkandidat Marine Le Pen. Hun ønsker at trække Frankrig ud af eurosamarbejdet, hvis hun vinder forårets valg, oplyste hun i weekenden.

Sker det, kommer der finansiel panik, kø ved udgangen for investorer med franske værdipapirer og risiko for at euro-samarbejdet bryder sammen, vurderer Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven.

Det franske CAC-indeks faldt 0,98 pct., mens det tyske DAX-indeks dykkede 1,22 pct. Den tyske bilproducent VW faldt 2,58 pct. på en dag, hvor Luxembourg annoncerede en ny retssag grundet skandalen om snyd med dieselbiler.

I Danmark gik C20 Cap-indekset 0,7 pct. tilbage.

På obligationsmarkedet dykkede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2025 til 0,39 pct. - tre basispunkter under fredagens niveau. Den tyske rente faldt tilsvarende.

Årsagen var, at ECB's centralbankchef Mario Draghi i en tale til medlemmer af EU-Parlamentet fastslog, at der fortsat er behov for indgreb fra ECB for at sætte skub i inflationen i Europa.

Artiklens emner
Tyson Foods
Volkswagen