Tirsdagens obligationer: Renterne kravlede op inden imødeset rentemøde
De danske statsrenter kravlede igen lidt opad i tirsdagens handel, efter at renterne tog sig et stort dyk ud på eftermiddagen mandag.
Ved dansk lukketid på ugens anden handelsdag var renten på den ledende tiårige statsobligation i 0,63 pct., hvilket svarer til en stigning på 2 basispoint fra mandag.
Investorerne sendte igen renterne op i forventning om et renteløft fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag afslutter sit pengepolitiske møde med en rentemeddelelse.
Her er det forventningen i markedet, at banken vil løfte sin ledende rente med 25 basispoint til 1,50-1,75 pct.
Desuden vil investorerne holde øje med eventuelle meldinger fra Federal Reserve om prognosen for yderligere renteforhøjelser i år, der indtil nu lyder på samlet tre styk, mens flere økonomer i markedet venter, at der vil komme fire.
- Konsensus blandt analytikere bevæger sig nu imod, at Federal Reserve vil hæve renten fire gange i løbet af i år (uden yderligere chok til økonomien), siger Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie, i en kommentar.
Fra makrofronten kunne investorerne forholde sig til en skuffende opgørelse af ZEW-indekset fra Tyskland, hvor forventningsdelen faldt langt mere end ventet, mens den del, der afspejler den nuværende situation faldt en spids mindre end ventet.
Tallene for forbrugertilliden i både Danmark og eurozonen for marts endte begge en smule højere end ventet, men skabte ingen større bevægelser i renterne.



