Fortsæt til indhold

Mandagens obligationer: Lille rentefald på dag med fortsat uro

Obligationer
/ritzau/FINANS

Der var mandag mindre rentefald på det europæiske marked for statsobligationer, hvor også den danske statsrente faldt.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation blev sendt en spids ned med 1 basispoint til minus 0,28 pct., hvilket var på linje med det rentefald, der sås på ledende statspapirer med tilsvarende løbetid i Frankrig og Tyskland.

Det var mandag fortsat USA's luftangreb i Irak natten til fredag, som trak overskrifter. Angrebet gav globale aktiefald fredag og sendte investorerne over i den relative sikkerhed, som statsobligationer tilbyder, og det billede fortsatte mandag.

USA's angreb kostede blandt andre en højtstående iransk general livet, hvilket fik Iran til at true med gengæld, ligesom Iran søndag fortalte, at landet nu vil tage endnu et skridt væk fra atomaftalen, der blev indgået med blandt andet USA i 2015.

Der var mandag ikke større makroøkonomiske aflæsninger, som investorerne kunne forholde sig til. Der kom dog bedre end ventet tal for de amerikanske indkøbschefers syn på udvikling i servicesektoren i december.

Den endelig opgørelse over PMI Service endte på indeks 52,8, hvilket var bedre end ventet. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet et indeks på 52,2, som også den foreløbige opgørelse havde vist.