Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Renten trækker lidt ned i bekymret marked

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten er mildt for nedadgående i torsdagens lidt sure finansmarkeder, hvor kinesiske nøgletal offentliggjort torsdag morgen giver anledning til panderynker.

De viste en særligt bekymrende udvikling i detailsalget i juni, som dykkede 1,8 pct. i forhold til måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en fremgang på 0,5 pct.

For den toneangivende danske tiårige statsobligation er renten torsdag middag minus 0,34 eller et basispoint lavere, end ved lukketid onsdag, som var uændret ved åbningen torsdag morgen.

Men eftermiddagen kan ændret på billedet med inspiration fra både Den Europæiske Centralbank, ECB, og amerikanske nøgletal.

ECB kommer klokken 13.45 med rentemeddelelse, som ventes at annoncere en uændret retningsgivende rente på 0,0 pct. Indlånsrenten ventes fortsat at ligge på minus 0,5 pct.

Mere opmærksomhed tiltrækker det efterfølgende pressemødet sig. Det holdes tre kvarter senere, når ECB-formanden, Christine Lagarde, går på talerstolen.

Her vil investorerne holde øje med, om banken endnu engang øger sit opkøbsprogram. Ved seneste rentemøde i juni besluttede banken at udvide sit pandemi-opkøbsprogram med 600 mia. euro, så det samlet beløber sig til 1350 mia. euro.

Samtidig med at Lagarde indleder pressemødet, vil der i USA blive offentliggjort detailsalgstal for juni og tal for nytilmeldte ledige i uge 28.

Detailsalget ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg af stige med 5,0 pct. i juni, mens det ventes, at 1,25 mio. amerikanere meldte sig som førstegangsledige den seneste uge.