Obligationer

Fredagens obligationer: Renten tog lille hop op på stille sommerdag

Det var småt med bevægelser på det danske obligationsmarked fredag, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i minus 0,35 pct.

Det var 2 basispoint over niveauet torsdag, hvor renten endte til minus 0,37 pct.

Fredagen bød ikke på mange retningsgivende nøgletal. Fra eurozonen kom der først på dagen tal for de europæiske forbrugerpriser. Tallene viste, at de europæiske forbrugerpriser steg med 0,3 pct. i juni sammenlignet med samme måned sidste år.

Dermed steg priserne som ventet, idet økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde estimeret en stigning på 0,3 pct.

På månedsbasis viste udviklingen legeledes en stigning på 0,3 pct., hvilket også var som ventet af analytikerne.

Senere var det nøgletal fra USA, som handlerne kunne koncentrere sig om.

Det påbegyndte boligbyggeri i USA udviklede sig i juni stort set som ventet, mens antallet af byggetilladelser faldt.

Det påbegyndte boligbyggeri steg til 1.186.000 enheder fra 1.011.000 i måneden før. Her var der ventet 1.190.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.

Antallet af byggetilladelser steg til 1.241.000 enheder fra 1.216.000 i maj. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.293.000 tilladelser.

Dagens sidste nøgletal var forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan, der overraskende faldt i juli til 73,2 fra 78,1 måneden før.

Økonomerne havde ventet en lille bedring i opgørelsen til 79,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Indekset for den nuværende situation faldt til 84,2 fra 87,1. Der var ventet 86,8.

Indekset for forventningerne faldt til 66,2 fra 72,3 mod ventet 74,0.

Læs også
Top job