Tirsdagens obligationer: Lille rentefald efter begrænsede udsving
Udsving på både plus og minus et basispoint var, hvad det kunne blive til i den danske rentehandel tirsdag, som sluttede med en rente for den toneangivende danske tiårige statsobligation på minus 0,45 pct.
Det var 1 enkelt basispoint lavere end udgangspunktet, men 2 basispoint under renten ved lukketid mandag. I eftermiddagstimerne lå renten i minus 0,43 pct.
Et nyt ZEW-indeks fra Tyskland viste, at de tyske finansielle aktører er mindre optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling de kommende seks måneder, end økonomer havde regnet med. Forventningsindekset for oktober faldt markant til 56,1 fra 77,4 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til 72,0.
Men indekset for vurderingen af den nuværende økonomiske situation steg til minus 59,5 mod konsensus ifølge Bloomberg på minus 60,0.
Yderligere viste en arbejdsmarkedsrapport fra Storbritannien, at beskæftigelsen faldt med 153.000 personer i august mod et ventet fald på 30.000 personer.
Eftermiddagens inflationstal fra USA viste helt som ventet med en stigning i kerneforbrugerpriserne på 0,2 pct. i september på månedsbasis og på 1,7 pct. på årsbasis, mens den samlede prisudvikling var på 1,4 pct. på årsbasis. Dermed er den amerikanske inflation tiltaget med 0,1 pct.point






