Obligationer/middag: Lille rentestigning forud for ISM-tal
En øget risikolyst er mandag med til at sende renterne lidt opad, idet flugten til sikker havn er reduceret efter bedre end ventede nøgletal fra Kina, Tyskland og eurozonen og forud for en begivenhedsrig uge.
Den øgede risikoappetit kan aflæses på aktiemarkederne, hvor det tyske DAX-indeks løftes med 1,7 pct. efter sidste uges fald på 8,6 pct.
Renten på den tiårige statsobligation stiger med 1 basispoint til minus 0,49 pct., og dermed er den kommet lidt igen efter morgens fald til minus 0,51 pct.
Mandagens nøgletalskalender har allerede budt på bedre end ventede PMI-erhvervstillidstal for industrien i både Tyskland og eurozonen, der begge blev oprevideret en smule i den endelige opgørelse for oktober.
Til eftermiddag lander endelige PMI-tal samt ISM-tal for den amerikanske industri, hvor sidstnævnte kan få størst betydning for mandagens marked, lyder vurderingen fra Mathias Dollerup Sprogel, makroanalytiker ved Sydbank.
- Dagens vigtigste nøgletal bliver ISM-indekset for den amerikanske industri forud for en hæsblæsende uge med amerikansk valg, rentemøde og arbejdsmarkedsrapport. Et fald i ISM-indekset i dag kan presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
For ISM-indekset for oktober ventes en indeksværdi på 55,8 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Dertil kommer der også nøgletal for anlægsinvesteringer i USA i september, hvor økonomerne venter en fremgang på 1,0 pct.
Ugekalenderen byder blandt andet på tirsdagens amerikanske valg, onsdagens rentemøde hos den amerikanske centralbank samt fredagens jobrapport fra USA.






