Fortsæt til indhold

Tirsdagens obligationer: Stille dag med uændret rente her og hisset

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked endte tirsdag uændret fra mandagens lukkeniveau på en dag, hvor der var relativt stille på nøgletalsfronten bortset fra et par amerikanske tal.

Renten på den tiårige danske statsobligation endte tirsdag i minus 0,51 pct. Det er samme niveau, som den lukkede i mandag. Der var også rentemæssigt roligt ude i Europa, hvor de tilsvarende statsrenter i Tyskland og Frankrig også lå uændrede ved dansk lukketid.

Der kom tirsdag eftermiddag amerikanske tal for Empire-indekset for december og for industriproduktionen for november, der nok var dagens vigtigste nøgletal.

Erhvervstilliden i staten New York, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, faldt i december til 4,9 fra 6,3 måneden før. Dermed udviklede tillidsindekset sig svagere end forudset.

Der var ifølge Bloomberg News ventet et indeks på 6,3 blandt økonomerne.

Den amerikanske industriproduktion steg 0,4 pct. i november, hvilket var en spids mere end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg estimerede 0,3 pct. mod 0,9 pct. måneden før.

Tallet for måneden før blev revideret ned fra tidligere rapporteret 1,1 pct.

Kapacitetsudnyttelsen landede på 73,3 pct. i november, hvilket var lidt højere end ventet, idet økonomerne havde estimeret 73,0 pct. I oktober var udnyttelsen 73,0 pct. - revideret op fra 72,8.

På den relativt nøgletalsfattige tirsdag så handlerne i stedet frem mod ugens vigtigste begivenhed for de finansielle markeder - rentemødet i den amerikanske centralbank, der slutter onsdag efter dansk børstid.