Obligationer/middag: Renten holder niveau på dag uden kalendernyt
Mandagens markoøkonomiske kalender er næsten som et ubeskrevet blad, så der er ikke mange impulser for markedsdeltagerne på obligationsmarkedet at forholde sig til. Tirsdag er den helt blank.
Mandag middag holder renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation niveauet fra morgenen med et fald på 1 basispoint til minus 0,44 pct. fra et slutniveau onsdag før jul i sidste uge på minus 0,43 pct.
Lidt nyt er der dog mandag, da den amerikanske præsident, Donald Trump, som en af sine sidste gerninger i embedet har underskrevet den milliardstore hjælpepakke, som Kongressen i sidste uge blev enige om.
- Jeg underskriver dette lovforslag for at genetablere arbejdsløshedsunderstøttelse, stoppe udsættelser (af lejere, red.), sikre støtte til (at betale, red.) husleje og meget andet, udtaler Trump, der tilbringer julen og nytåret på sit Mar-a-Lago-resort i Florida, skriver nyhedsbureauet AFP.
Samtidig blev der i juledagene indgået en brexitaftale mellem EU og Storbritannien. Men det er er stadig et "meget hårdt brexit", der vil være mellem EU og briterne fra årsskiftet, vurderer professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, overfor Ritzau:
- Hvis man skal sige noget pænt om aftalen, så er det, at det er bedre end et no-deal. Men når det så er sagt, så er det en meget tynd aftale.
Natten til mandag kom der foreløbige tal for den japanske industriproduktion i november, hvor forventningen lød på en stigning på 1,4 pct. Tallet endte dog i 0,0 pct.






