Obligationer

Tirsdagens obligationer: Upåvirket af tyske forventninger og Yellen

Obligationshandlerne have tirsdag blot et skuldertræk til overs for positivt overraskende forventningsindeks fra Tyskland tirsdag formiddag og de indledende bemærkninger i høringen af USA's kommende finansminister, Janet Yellen, i Senatet i Washington.

Og ved markedslukningen tirsdag eftermiddag havde de europæiske renter ikke flyttet sig mærkbart i forhold til niveauet i den indledende handel tirsdag morgen.

For den tiårige danske toneangivende statsobligation gav det en rente på minus 0,42 pct. ved dansk lukketid. Det var et enkelt basispoint højere end lukkeniveauet mandag eftermiddag.

De tyske finansielle aktører viste sig mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset. Det fremgik af ZEW-indekset, hvor forventningsindekset for januar steg til 61,8 fra 55,0 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 59,4.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg marginalt til minus 66,4 fra minus 66,5. Konsensus var ifølge Bloomberg et fald til minus 68,3.

Samtidig viste det tilsvarende forventningsindeks for hele eurozonen en stigning til 58,3 i januar fra 54,4 i december ifølge Bloomberg News.

Læs også
Top job