Fortsæt til indhold

Tirsdagens obligationer: Lille rentestigning som ude i Europa

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked endte tirsdag endte med en lille rentestigning målt på den lange rente. Renten for den tiårige toneangivende danske statsobligation endte i minus 0,435 pct. mod minus 0,45 pct. mandag kl. 17.

Den samme tendens gjorde sig gældende ude i Europa, hvor der var rentestigninger i Frankrig og Tyskland af samme størrelse.

Dagens vigtigste nøgletal var tallet for den amerikanske forbrugertillid for januar, der dog ikke rykkede noget nævneværdigt ved renten, og det samme var tilfældet med IMF's opjustering af vækstprognosen for verdensøkonomien.

IMF MED ÆNDRET PROGNOSE

Den Internationale Valutafond ændrede sin prognose for væksten i verden. Banken venter, at verden står over for et stærkt opsving oven på nedturen i 2020 og opjusterer sin prognose for den globale vækst i år.

IMF's bud er nu, at verdensøkonomien vokser med 5,5 pct. mod tidligere estimeret 5,2 pct. Det er blandt andet udbredelsen af vacciner og lægemidler mod covid-19, der har næret IMF's håb om, at væksten kan tage ekstra fart i år.

BEDRE AMERIKANSK FORBRUGERTILLID

Den amerikanske forbrugertillid overraskede positivt i januar ved at stige til 89,3 fra 87,1 måneden før. Til sammenligning var der ventet en stigning til 89,0 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg. Tallet for december blev revideret fra oprindeligt oplyst 88,6.

Underindekset for den nuværende situation landede på 84,4, efter at det var på 87,2 måneden før, mens forventningsindekset steg til 92,5 i januar fra 87,0 i december.

SKUFFENDE DANSK DETAILSALG

Salget i den danske detailhandel dykkede i december, hvor regeringen indførte restriktioner for at dæmme op for spredningen af coronavirusset.

Detailsalget faldt med 7,7 pct. fra november til december. Det faldende detailsalg kan blandt andet forklares med regeringens beslutning om at lukke store dele af detailhandlen fra den 17. december for at reducere risikoen for spredning af smitte i samfundet.