Obligationsmarkedet er præget af uro: 30-årig amerikansk rente nærmer sig 5 pct.
Obligationsmarkedet fortsætter med at være præget af uro og stigende renter. I USA har den 30-årige rente onsdag kortvarigt flirtet med 5 pct. Det er første gang siden juli og et udslag af gældsbekymringer, men også klæbrig inflation, skriver Financial Times.
Ved 11.15-tiden ligger den 30-årige amerikanske rente i 4,99 pct. - en stigning på 3 basispoint fra tirsdag, hvor renten ligeledes steg 3 basispoint.
Også den 30-årige britiske obligationsrente har været i fokus, efter at den onsdag ramte 5,75 pct. - det højeste niveau siden 1998. Ved 11.15-tiden ligger den 30-årige britiske rente uændret i 5,69 pct.


