Fortsæt til indhold

Valuta: Massive stimuli sender dollar i defensiven

Valuta
/ritzau/FINANS

De finansielle markeder er faldet lidt til ro fredag morgen, hvor den tidligere kraftige og tilnærmelsesvise panikagtige efterspørgsel efter dollarlikviditet er aftaget markant.

De massive stimulusforanstaltninger over hele verden, inklusive fra Federal Reserve og senest den amerikanske regerings mere end 2000 mia. dollar store hjælpepakke har lagt en dæmper på den glohede frygt på de globale markeder, som var udløst af coronavirus-pandemien.

Torsdag viste effekten af virus-udbruddene på økonomien i USA sig med al den kraft, som kunne frygtes og mere til, da antallet af nye ledige eksploderede med 3,3 mio. nye ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse.

Den skyhøje stigning i ledigheden fik dog ikke de finansielle markeder til at gå i sort - tværtimod. I stedet øgedes håbet om endnu mere støtte, hvilket sendte aktiemarkedet så kraftigt op, at Dow Jones-indekset på Wall Street teknisk set endte i bullmarked.

- Indtil forrige uge var vi opmærksomme på forskellen i titusinder i de her data. Det, vi kan udlede nu, er, at markederne dybest set har taget højde for, at økonomien bliver hårdt ramt, siger valutachef Kazushige Kaida fra State Street Bank i Tokyo til Reuters.

Med det amerikanske senats vedtagelse af stimuluspakken synes en gentagelse af mareridtet under den forrige krise, hvor politikerne ikke kunne enes, at være en saga blot.

Stigningen i ledigheden er den største, siden statistikken blev lanceret i 60'erne og fire gange så høj, som den hidtidige rekord på 695.000 nye ledige på en enkelt uge, som det var tilfældet i 1982.

De store pakker og likviditetsudpumpningen fra de store centralbanker har reduceret frygten for en likviditetskrise og taget brodden af presset på dollarfinansiering.

Valutaswap-spreads, som premiuminvestorerne betaler over interbankrenten for at finansiere dollar gennem udenlandske valutaswaps, er faldet betydeligt.

Om de kraftige udsving i såvel aktiemarkedet som i valutamarkedet er overstået, står dog endnu hen i det uvisse. Mange kapitalforvaltere kan blive tvunget til at justere deres valuta-afdækningspositioner efter de vilde sving i de globale aktiekurser inden kvartalsskiftet.

Pund koster fredag morgen 1,2255 dollar mod 1,2135 dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro står fredag morgen i 1,1065 dollar mod 1,1020 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 108,35 yen mod 109,65 yen torsdag.