Valuta: Vigende dollar i kølvandet af forbedret investor-stemning
Der er i udsigt til vigende dollar fredag, hvor højere råvarepriser og vedholdende håb om ny amerikansk stimulus støtter op om investorstemningen.
De amerikanske forhandlinger mellem formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og USA's finansminister, Steven Mnuchin, om endnu en støttepakke til de coronavirusramte virksomheder er genoptaget trods præsident Donald Trumps forsøg på at afslutte dem for blot et par dage siden.
Udsigten til stimulus til støtte for genopretningen af verdens største økonomi forbedrer investorernes vilje til at købe mere risikofyldte aktiver såsom aktier og tynger samtidig dollar på kort sigt.
Investorerne har også forventninger om, at den demokratiske udfordrer til præsidentposten Joe Bidens chance for at overtage Det Hvide Hus skaber en større sandsynlighed for mere stimulus, da demokraterne presser på for at lancere en ny massiv udgiftspakke.
- Markedsdeltagerne har en idé om, at en ny runde amerikansk finanspolitisk stimulus kommer uanset. Usikkerheden handler mere om, hvorvidt det vil ske inden valget, og hvor stor den vil være.
- Investorernes tillid til, at Biden vinder præsidentvalget med en klar margin, vokser, hvilket reducerer risikoen for, at Trump bestrider resultatet, siger valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney ifølge Reuters.
KINA TILBAGE PÅ FINANSMARKEDERNE
Fredag er de kinesiske handlere tilbage efter en uges ferie, og de kinesiske aktie-, råvare-, valuta- og obligationsmarkeder er igen i sving.
Det betyder en styrkelse af den officielle kinesiske yuan, der dermed afspejler de seneste dages styrkelse af offshore-yuan i de kinesiske fastlandsinvestorers fravær.
- Dollar mod onshore yuan vil komme tættere på dollar mod offshore yuans nuværende niveau, forudsagde analytiker Kim Mundy fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney inden åbningen af den officielle kinesiske handel.
Fredag morgen koster dollar 6,7105 onshore yuan mod 6,7915 yuan inden helligdagene.
I offshore-handlen koster dollar 6,7060 yuan mod 6,7405 yuan torsdag og 6,7845 yuan, inden helligdagene satte ind på fastlandet.
For de europæiske valutaers vedkommende koster euro fredag morgen 1,1775 dollar mod 1,1748 dollar torsdag, mens dollar ligger i 105,85 yen per dollar mod 106,02 yen torsdag.
Pund koster samtidig 1,2955 dollar mod 1,2927 dollar torsdag eftermiddag.






