Valuta: Dollar styrkes før vigtige inflationstal
Den amerikanske dollar starter ugen stærkt, mens handlerne ser frem mod onsdagens vigtige inflationstal. Samtidig bliver euro presset af bekymringer om energisikkerheden, der sammen med frygt for en kommende recession får investorerne til at søge mod sikker havn i dollar.
Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta i forhold til euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved middagstid mandag i 107,61 mod 106,86 fredag eftermiddag.
Det er det stærkeste niveau for dollar i 20 år.
Også mod euro tager dollar et stik hjem, da der mandag går 1,0112 dollar per euro. Til sammenligning lå euro fredag eftermiddag i 1,0188 dollar.
- Dollar kan forblive stærk, indtil risiciene omkring forhøjet global inflation, europæisk energisikkerhed og kinesiske vækstudsigter er blevet løst, vurderer analytikere hos Barclays i et notat ifølge Reuters.
Det er onsdagens amerikanske inflationstal, der spøger i markedsdeltagernes bevidsthed. De kan nemlig være en vigtig brik i den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, beslutning om, hvorvidt renten skal løftes med 50 basispoint - eller som sidst med 75 basispoint.
Flere medlemmer af centralbankens rentekomité har frem mod næste møde betonet vigtigheden af, at Federal Reserve skal være fleksibel i forhold til de data, der kommer ind frem mod næste rentemøde i slutningen af juli, så overrasker inflationen i juni med en endnu en stor stigning, kan det pege i retning af et stort renteløft på næste møde.



