Valuta: Euro/dollar tæt på paritet efter inflationstal
En overraskende stor stigning i den amerikanske inflation målt på de samlede forbrugerpriser styrker onsdag eftermiddag den amerikanske dollar over for euro og bringer dermed igen de to globale valutaer på kanten af paritet - ligevægt.
Euro afværgede netop paritet med den amerikanske dollar tirsdag, da dollar blev styrket til 1,00003 dollar per euro, som siden stabiliserede sig lidt over det niveau.
Men onsdag eftermiddag viste friske data, at den amerikanske inflation i juni steg til 9,1 pct. fra 8,6 pct. måneden før. Markedet havde ifølge Blooomberg News indstillet sig på en inflation på 8,8 pct.
Målt på kerneforbrugerpriserne, som fraregner priserne på energi og fødevarer, var der tale om et fald i inflationen til 5,9 pct. fra 6,0 pct. i maj, men mod et ventet fald til 5,7 pct.
- Inflationstallene understøtter casen for, at den amerikanske centralbank vil levere endnu en 0,75 pct.point renteforhøjelse senere på måneden. Arbejdsmarkedet er stærkt, og inflationen er alt for høj og ikke mindst langt over 2 pct.-målsætningen, så begge ben i Federal Reserves mandat taler for en langt strammere pengepolitik, skriver Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank.
Efter offentliggørelsen af de nye inflationsdata styrkedes dollar kortvarigt til lige under 1,000 dollar per euro fra lige over 1,006 dollar før offentliggørelsen. Siden er euro styrket til 1,002 dollar.
Dollarindekset ligger efter offentliggørelsen af nøgletallene i 108,54 mod 107,70 før offentliggørelsen og 107,97 tirsdag eftermiddag.
Over for yen er dollar onsdag styrket til 137,62 yen fra 136,65 yen tirsdag.




