Valuta: Dollar styrkes let mens inflationen fortsætter op
Den amerikanske inflation fortsætter op, og det får dollar til at blive let styrket fredag, fordi det samtidig skubber til forventningerne om de forestående renteløft i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der hæver renten i et forsøg på at tøjle inflationen.
Federal Reserves foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 4,7 pct. på årsbasis i januar, mens økonomer blot havde ventet en prisstigningstakt på 4,3 pct.
Sammenlignet med december er inflationen dermed tiltaget fra 4,6 pct., viser et revideret tal.
Det styrkede kort efter offentliggørelsen dollar til 1,0547 dollar per euro fra krydskurs 1,0572 inden. Det skal samtidig ses i forhold til 1,0591 dollar per euro torsdag aften.
Prisstabilitet defineres af centralbanken som en kerneinflation på 2,0 pct., og det dugfriske nøgletal afslører dermed, at den amerikanske centralbanks mange renteforhøjelser stadig ikke har fået has på den tårnhøje inflationen.
Torsdag aften dansk tid satte John Williams, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves vigtige afdeling i New York, endnu engang en tyk streg under, at han anser centralbankens vigtigste opgave for at være en nedbringelse af inflationen.
- I sidste ende er vort job klart. Vort job er at sikre, at vi genskaber prisstabilitet, hvilket i sandhed er fundamentet for en stærk økonomi, sagde John Williams torsdag ifølge Bloomberg News.
Markedet forudser aktuelt, at centralbanken vil hæve renten med 0,25 pct.point på de kommende tre møder, og at renten i denne cyklus vil toppe i 5,36 pct. i juli.


