Svensk krone presset yderligere i knæ af høje inflationstal
Den svenske kr. er presset i bund tirsdag eftermiddag, hvor den svækkes over for samtlige af sine største modparter.
Tirsdag morgen viste nøgletal, at inflationen i Sverige forblev uændret på 9,3 pct. i juli. Det var ganske vist helt som ventet blandt økonomerne, men understreger, hvor svært den svenske centralbank, Riksbanken, har det i kampen mod inflationen.
Riksbanken skal nemlig forsøge at balancere sine pengepolitiske stramninger og målet om at mindske inflationen med det faktum, at mange boligejere i Sverige har variable renter på deres lån, hvorfor boligmarkedet også i tiltagene grad presses af udviklingen.
Det lægger også pres på en hel stribe af de største ejendomsselskaber i Sverige, der alle er kommet i modvind.
- Den svenske krone er fortsat i skudlinjen presset af dårlige nyheder fra ejendomsselskaber samt den generelle tendens til højere renter, skriver Jyske Banks chefanalytiker, Rasmus Gudum-Sessingø, og valuta- og oliestrateg Jan Bylov i en kommentar tirsdag.
- Disse faktorer vil forsat presse den svenske krone på kort sigt - i en situation, hvor Riksbanken ser ud til at afhave mistet kontrol over den svenske krone, mens kapitalstrømme over for udlandet kan have været en del af forklaringen bag derouten, fortsætter de.
Over for den danske krone svækkes den svenske af slagsen tirsdag til 0,6305 kr. fra 0,6314 danske kr. per svensk ved dansk lukketid mandag og omkring 0,6630 danske kr. per svensk før offentliggørelsen af inflationstal fra Sverige tirsdag morgen.



