Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar styrkes efter stærk jobrapport

Den amerikanske dollar styrkes fredag, hvor jobmarkedet og den amerikanske økonomi endnu engang har vist sig at være stærk.

Valuta
MarketWire

Det står klart efter offentliggørelsen af den amerikanske beskæftigelsesrapport, der blev lagt frem klokken 14.30 dansk tid.

Herefter koster en euro 1,0963 dollar mod 1,1033 dollar kort før rapporten. Fredag i sidste uge kostede euro omkring 1,1160 dollar.

- Det er et utrolig stærkt kongetal. Jobvæksten stiger til det højeste i et halvt år og ledigheden falder for anden måned i træk. Det er en jobrapport, der er klart bedre end forventningerne. Dertil kom, at beskæftigelsen samtidig blev justeret op i de foregående måneder, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Den amerikanske beskæftigelsesrapport viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 254.000 personer i september.

Det var dermed en hel del bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 150.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 223.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 125.000.

Samlet faldt arbejdsløsheden til 4,1 pct. fra 4,2 pct. Økonomerne havde ventet en uændret arbejdsløshedsprocent på 4,2 pct.