Karriere
BREAKING

Wozniacki er klar til finalen ved Australian Open

For tredje gang står Caroline Wozniacki i en grand slam-finale

Foto: Andy Brownbill/AP Foto: Dita Alangkara/AP Foto: Ng Han Guan/AP

MELBOURNE

Caroline Wozniacki er snublende tæt på opfyldelsen af sin store drøm.

Igen-igen, men danskeren er stålsat på omsider at hente den åh så eftertragtede grand slam-titel efter to tabte finaler i US Open 2009 og 2014, og bedømt på torsdagens præstation i Australian Open-semifinalen er hun både mentalt og spillemæssigt klar.

Ved at besejre Elise Mertens med 6-3, 7-6 bestod den andenseedede dansker nemlig ikke kun med ketsjeren, men også med hovedet, da den unge belgier har imponeret stort hidtil i sæsonen og var vurderet til at kunne give endog store kvaler.

Mod slutningen af opgøret fik hun da også Wozniacki presset noget i ubalance og havde to sætbolde i andet sæt, men Caroline Wozniacki fik lige akkurat holdt sammen på det hele, og udover sejren var der en lille sidegevinst, selv om denne dog ikke kan kaldes en ren revanche.

Trods alt var Kim Clijsters hverken på banen eller i Melbourne, men ved at besejre hendes elev fik Caroline Wozniacki hævnet sig lidt for nederlaget til netop Kim Clijsters i US Open-finalen 2009.

Tilstedeværelsen af den nu pensionerede Clijsters i Elise Mertens-ringhjørnet havde været et meget omtalt punkt i optakten, for ville hun formå at videregive så tilpas megen viden og ro, at Caroline Wozniackis langt større rutine ville blive udlignet?

Spørgsmålet skulle besvares klokken 14.00 lokal tid. På det tidspunkt var den forudgående mixeddoublekamp for længst afviklet, på Rod Laver Arena var langt de flest sæder besat, men spillerne lod vente på sig.

Uvist hvorfor, for på storskærmen kunne publikum se de to hovedpersoner stå klar i korridorerne under tilskuerpladserne, men dér blev de stående en rum tid.

Uden at mæle et ord til hinanden måtte Mertens og Wozniacki stå side om side, sikkert alt andet end behageligt så kort før den store eksamen, og hvem af dem var mon mest påvirket?

Efter at have vundet lodtrækningen forsøgte Elise Mertens at presse sin langt mere erfarne modstander ved at lade hende serve ned i den ende, hvor solen virkelig var en irriterende medspiller.

Caroline Wozniacki bevarede roen og fik hevet første point i et parti, der meget godt tegnede det forventede kampbillede op.

Den danske favorit skulle være skarp på sine server for ikke at holde den belgiske outsider fra livet, for der blev virkelig luret på hver eneste lille åbning, og i sit eget serveparti bagefter vekslede hun en andenserv til et servees for ligesom at understrege sine intentioner.

Heldigvis har Caroline Wozniacki prøvet så meget, at hun ikke krympede, men tværtimod valgte at levere sit klart skarpeste, stabile og kompromisløse niveau i hele turneringen.

Først skulle hun dog lige med hiv og sving bringe sig foran 2-1 i et parti på vippen, men derfra tippede det hele til hendes egen fordel.

Uden den store hurlumhej pillede verdenstoeren udfordringen fra hinanden med den herlige kombination af en driftssikker defensiv og den rette fornemmelse til at gå efter vinderslagene, hvoraf rigtigt mange kom fra baghånden ned langs linjen.

Første servetur ned i solen for Elise Mertens resulterede i et break og føring på 3-1 til Caroline Wozniacki, der derefter afværgede et break tilbage med en stribe esser og stærke server. Efter sin turneringssejr i Hobart i forberedelserne havde Elise Mertens ikke prøvet at tabe i 2018, men sat over det konstante pres fra Wozniackis få fejl viste hun svaghedstegn udlevet i alt for mange uprovokerede og unødvendige fejl.

På en af disse, en netflugtning, der dumpede tamt ned i nettet, forærede hun den første sætbold væk ved stillingen 5-2. Wozniacki udnyttede dog ikke chancen, men tog så til gengæld næste parti rent til sætsejr 6-2 på 38 minutter.

I kvartfinalen blev Carla Suarez Navaroo knust med 0-6 for så blot at få lov at være med igen, men Elise Mertens blev ikke tildelt samme gave fra begyndelsen.

Første parti fik hun ganske vist hevet hjem efter at have afværget to breakbolde, men ved 2-2 og 30-0 i Elise Mertens’ serv snuppede Caroline Wozniacki fem point på stribe og brød sig foran 3-2.

På sin side kørte hun i femte gear og tog tre af fire servepartier rent, inden hun skulle ud at serve for sejren ved 5-4. For syv år siden stod Caroline Wozniacki i en identisk situation mod Li Na.

Dengang misbrugte hun en matchbold og tabte siden i tre sæt, og puha…

På et servees og en utagelig serv kom føringen på 30-0 hurtigt i hus, men blandt andet på to dobbeltfejl og et totalt mistimet netangreb lod hun ud af det blå Mertens bryde og tilmed derefter tage sit eget serveparti rent til 6-5.

Altså for lige at sammenfatte.

I 2011 var Caroline Wozniacki én bold fra finalen, nu risikerede hun at smide det hele blot to bolde fra forløsningen.

Sikken test, som hun dumpede med et brag.

Fra at være bagud 0-30, 4-5 tog Elise Mertens 9 af 10 point og havde pludselig to sætbolde.

Den første fik Caroline Wozniacki afværget med en flot andenserv og et årvågent angreb, den næste med en lige så kontant behandling af en løs bold, og trods blandt andet en dobbeltfejl fik hun udlignet på sin fjerde fordel og fremtvang dermed en tiebreak.

Et minibrud gav en kvik føring på 3-0, og ved at holde stien ren i egne server var Caroline Wozniacki kort efter foran 6-2 og stod altså med en større portion matcbolde.

Så mange behøvede hun slet ikke, den første blev udnyttet, hvilket sendte Caroline Wozniacki ud på en kort hoppetur af glæde.

»Jeg var her i semifinalen i 2011 og servede for sejren mod Li Na. Jeg tabte den kamp, og jeg havde det med på banen i dag, så jeg ville bare forsøge at bevare roen. Jeg prøvede at fokusere på, at min modstander også var nervøs,« understregede Caroline Wozniacki i det efterfølgende interview nede på banen.

Nu skal hun kun klare sig gennem én kamp mere.

Finalen spilles lørdag kl. 9.30 dansk tid.

Læs også