Vestas: Lykke Friis forlader bestyrelsen
Lykke Friis har valgt at forlade bestyrelsen i Vestas Wind Systems.
Det oplyser selskabet fredag efter børslukketid i en meddelelse til fondsbørsen.
- Lykke Friis har meddelt, at hun udtræder af Vestas Wind Systems A/S’ bestyrelse med øjeblikkelig virkning, idet hun flytter til Tyskland for at arbejde for en medievirksomhed, hedder det.
Onsdag kom det frem, at Lykke Friis skal være korrespondent for Berlingske Tidende i Tyskland, hvor hun både skal "dække Tyskland og se ud på Europa", skrev Berlingske.
Lykke Friis har markeret sig som en af Danmarks førende forskere i EU, hun har været klima- og energiminister, hun har været prorektor for Københavns Universitet og europapolitisk chef i Dansk Industri.
Lykke Friis flytter til Tyskland i løbet af efteråret 2018.
Ud over sin ivrige formidling af EU-stof og tysk politik er Lykke Friis kendt for sin store passion for fodbold, særligt den tyske af slagsen.
Hun har en ph.d. i international politik og meldte sig ind i Venstre, da hun blev udnævnt til minister i 2009.
Hun blev valgt til Folketinget i 2011, men udtrådte, da hun blev udnævnt til prorektor for Københavns Universitet i 2013.

