Fortsæt til indhold

Flere mænd end kvinder drømmer om lederjob

Blandt de studerende i Djøf er der flere mænd end kvinder, der ønsker sig en ledelseskarriere. Det er et problem, hvis vi ikke får mere diversitet i vores ledelser, påpeger McKinsey.

Foto: Niels Hougaard
Karriere

Blandt unge studerende på landets samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser er ambitionerne høje. Men flere mænd end kvinder drømmer om et liv som topchef.

En ny undersøgelse fra Djøf viser, at 82 pct. af de mandlige studerende ønsker at blive leder enten hurtigst muligt eller på sigt. Blandt kvinderne er det 73 pct.

»Det er en spejling af, hvad vi ser ude i virkeligheden. Googler du ordet »direktør«, finder du billeder af mænd i 50’erne. Ser man på de rollemodeller, der er for de studerende, er der ikke noget at sige til, at mænd har nemmere end kvinder ved at se sig som leder,« siger Edith Jakobsen, arbejdslivspolitisk chef i Djøf.

Undersøgelsen fra Djøf bekræfter en generel tendens herhemme.

Ifølge McKinsey er Danmark faldet fra en 5. plads på World Economic Forums Global Gender Gap Index i 2014 til en 14. plads i 2017.

Kvinderne udgør kun 14 pct. af toplederne i private virksomheder og 25 pct. af topembedsmændene.

Det er et problem, konstaterer Kim Baroudy, der er managing partner i McKinsey i Danmark.

»Den kollektive intelligenskvotient stiger, når der er mere diversitet i en gruppe. Kan vi få diversitet i vores ledelsesgrupper, så stiger problemløsningsfrekvensen, innovationskraften og dermed også væksten i samfundet. I praksis er det altså alt andet lige en rigtig god ide med flere kvinder i topledelserne,« siger han

Edith Jakobsen hæfter sig ved, at det er en stor gruppe af både mandlige og kvindelige studerende, der ønsker sig en lederkarriere.

»Det er glædeligt, at der er så mange både mænd og kvinder, der gerne vil gøre en forskel i et lederjob. Heldigvis har flere fået øjnene op for værdien af diversitet, også på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne. Men der er fortsat brug for skærpet opmærksomhed og handling, da ubevidste bias og stereotype forestillinger om mænd og kvinders evner og roller stadig gør sig gældende i mange virksomheder,” siger hun.

De studerendes bevæggrunde for at blive leder er nogenlunde ens. Om de er mænd eller kvinder svarer hovedparten, at den vigtigste årsag er faglig udfordring, lyst til ansvar og personlig udvikling. 10 pct. svarer, at de handler om højere status.

Artiklens emner
Kvinder i ledelse
DJØF