Karriere

En komponist med stor handlekraft

Bent Fabricius-Bjerre oplevede som både komponist og forretningsmand mange succeser. Han gik op i at løse opgaverne til tiden, samtidig med at han turde tage chancer hele livet. Nu er han død 95 år gammel.

Bent Fabricius-Bjerre var også et kendt tv-ansigt med enten en vigtig birolle i andres programmer eller i egne udsendelser. Han var altid velklædt, velfriseret og vedkommende, og han stod altid i den fængende melodis tjeneste. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre stod frem som en ener i den danske underholdningsbranche.

Han opnåede både succes og anerkendelse i udlandet med en amerikansk Grammy for ”Alley Cat” som et højdepunkt.

Han forstod som få andre at kreere melodier, som både passede til lejligheden og årti efter årti blev ved med at fænge. Hans musikalske temaer til Olsen-banden-filmene og tv-serien ”Matador” står som et par af de mest kendte og overbevisende eksempler.

Han var på et tidspunkt, da DR sad tungt på sendefladen, også et kendt tv-ansigt med enten en vigtig birolle i andres programmer eller i egne udsendelser. Han var altid velklædt, velfriseret og vedkommende, og han stod altid i den fængende melodis tjeneste.

Men han var meget mere end det.

Bent Fabricius-Bjerre var den slags kunstner, der forstod sig på at gøre forretning, selv om en del måske husker ham for en stor aktie i det mislykkede forretningseventyr Scala i København. Han gjorde i løbet af sit lange liv en masse gode forretninger med sine egne kompositioner, andres musik, muzak til butikker, ejendomsinvesteringer og investeringer i mediebranchen m.v.

Efterspurgt ”Alley Cat”

Han havde et stort netværk og adgang til de finere kredse. Men han var omvendt aldrig for fin til at stille op for langt yngre musikere eller i en filmrolle, mange andre ville have takket nej til.

I 2004 genoplivede han således sit kunstnernavn Bent Fabric og udgav popalbummet ”Jukebox”, der var skrevet og produceret af bl.a. Remee og Infernal. Det affødte radiohittet ”Jukebox”, sunget af Allan Vegenfeldt, og med det opnåede holdet succes på diskotekerne i USA.

Han spillede desuden bordelejer i den succesrige filmudgave af tv-serien ”Klovn”.

»Om det er selvtillid at turde kaste sig ud i alt muligt, må andre vist afgøre. Jeg synes, at det er sjovt at tage beslutninger, og så må man tage konsekvenserne, hvis det ikke går godt,« sagde han i et interview med Jyllands-Posten i december 2013.

Under interviewet sad han ved sit hæve-sænke-bord på sit kontor i Nyhavn. Foran ham stod en stor computer, og undervejs kom der mail. Da interviewet begyndte, kom der en henvendelse fra USA om brugen af ”Alley Cat”. Da interviewet sluttede, var der endnu en henvendelse om at benytte sangen, som han fik Grammyprisen for i 1962. Det er en ekstraordinær bedrift, som enhver ambitiøs musiker stræber efter, men som de færreste opnår, uanset nationalitet.

Bent Fabricius-Bjerre fortalte, at han begyndte en typisk dag med tennis eller ridning. Herefter tog han til kontoret for at følge med i sin musikforlagsvirksomhed, mens sønnerne Henrik og Poul Fabricius-Bjerre tog sig af forretningerne med restauranter og ejendomme.

»Jeg kunne leve af min opsparing. Men jeg vil hellere gå på arbejde og leve,« konstaterede han.

Bent Fabricius-Bjerre var på det tidspunkt på vej til at fylde 89 år.

Han havde efter tre ægteskaber flere sæt af børn og børnebørn og rigeligt med oplevelser fra et langt, spændende liv til at underholde med anekdoter.

Men han ville mindst lige så gerne tale om alt, hvad han havde gang i af musik, teater, optrædener og foredrag.

Fats Waller fascinerede

Bent Fabricius-Bjerre blev født på Frederiksberg.

Som femårig begyndte han at få klaverundervisning, og da Fats Waller i 1930’erne optrådte i København, var Bent Fabricius-Bjerre blandt publikum – med en drøm om at blive jazzmusiker.

Han kom til at spille jazz. Men han spillede også alle mulige andre genrer. For han var aldrig interesseret i begrænsningens kunst eller en masse tidsspilde.

Han var fokuseret på at løse opgaven til alles tilfredshed, hvad enten det handlede om at være akkompagnatør eller kreatør af filmmusik for ikke mindst instruktøren Erik Balling, der stod bag bl.a. Olsen-banden-filmene.

»Som filmkomponist skal man være leveringsdygtig i alt fra Bach til Beatles,« skrev Fabricius-Bjerre i sin biografi ”Klaver med mer”.

Her understregede han også, at natarbejde, tomme flasker og fyldte askebægre ikke gavner kreativiteten. Han var mere løsningsorienteret end løssluppen, og han var altid optaget af at løse en opgave inden for deadline. Der lå nemlig en ny opgave dagen efter med enten en melodi eller en forretning. Derfor arbejdede han til det sidste ud fra princippet om, at skrivebordet var ryddet, når han tog hjem.

»Så er man klar til at tage fat på en ny dag,« sagde han til Jyllands-Posten.

Komponisten etablerede for mere end et halvt århundrede siden pladeselskabet Metronome Records, som han stod i spidsen for frem til midten af 1990’erne, hvor han solgte det for ca. 200 mio. kr.

Selskabet handlede om musiksmag. Men det drejede sig også om at lave forretninger og tage chancer. Således kom der musikudgivelser med både Nina & Frederik, Jørgen og Grethe Ingmann, Svend Asmussen, Steppeulvene og Shit & Chanel.

Bent Fabricius-Bjerre investerede i løbet af sit lange forretningsliv også store summer i biografdrift og film- og tv-produktion, og så var han til det sidste optaget af at forvalte rettighederne til sine kompositioner.

Med Bent Fabricius-Bjerre kunne man i den grad tale om et menneske, der forstod at forene forretning og fornøjelse.

BRANCHENYT
Læs også