Karriere
0

Flere udlændinge rykker ind i eliteselskabernes top

Bestyrelserne i de danske C25-selskaber har fået flere udenlandske ansigter efter årets generalforsamlinger.

Vagn Sørensen, der er formand i FLSmidth, har hentet to nye udenlandske profiler til den danske cement- og minevirksomheds bestyrelse. Foto: Carsten Snejbjerg.

Det vrimler ind med udlændinge i bestyrelseslokalerne i landets største selskaber.

En gennemgang af indkaldelserne til generalforsamlingerne i landets største, børsnoterede virksomheder viser, at 13 ud af 24 selskaber skifter ud i bestyrelsen ved årets generalforsamling. I otte tilfælde er der tale om, at der kommer nye ansigter til fra udlandet.

Mange steder træder flere udlændinge ind i samme selskab. Sammenlagt kommer der derfor højst sandsynligt 13 nye udlændinge i de danske bestyrelser. I Nordea, hvor der kommer fire nye medlemmer, er kun medregnet de to, der kommer fra ikke-nordiske lande.

»I mange år havde vi bestyrelser, som blev kaldt for ’nationale’. Nu er der tydeligt fokus på at få mere internationale bestyrelser. Det er naturligt, når man er en global virksomhed, at man har bestyrelsesmedlemmer fra nogle af de lande, man opererer i,« siger Flemming Poulfelt, professor emeritus i ledelse fra CBS.

Årets generalforsamlinger
  • Selskaber, der skifter ud i bestyrelsen: 13 ud af 24
  • Selskaber, hvor der kommer udlændinge ind: 8 ud af 24
  • Antal udlændinge, der sammenlagt kommer ind i de danske C25-selskaber: 13
  • Kvinder, der kommer ind: 10
  • Udlændinge, der forlader C25-bestyrelserne: 10
  • Kvinder, der forlader C25-bestyrelserne: 8

Over de sidste fem år er honoraret i bestyrelserne steget, og det har hjulpet udviklingen på vej, mener Troels Gjerrild, der er managing partner i Odgers Berndtson.

»Vi ser samme tendens på direktionsgangene, og det er meget naturligt, at den internationalisering, vi generelt ser i virksomhederne, spejler sig i ledelsen,« siger han.

En af de virksomheder, der har hentet ny ekspertise til bestyrelsen fra udlandet, er FLSmidth.

Græske Thrasyvoulos Moraitis, der til daglig bor i London, og canadiske Gillian Dawn Winckler.

»FLSmidths forretning bedrives næsten udelukkende uden for landets grænser. Skal vi have en specifik kompetence inden for de industrier, vi er, kan vi ikke finde det i Danmark. Derfor søger vi målbevidst i udlandet. Vi vil gerne have den globale forretningserfaring, og det har de to kandidater, som vi her har fundet,« siger Vagn Sørensen, bestyrelsesformand i FLSmidth.

Selvom der også er udlændinge, der træder ud af bestyrelserne, kommer der brutto flere ind.

Udskiftninger i C25
  • A.P. Møller-Mærsk - Ud: Jan Leschly og Robert Routs. Ind: Bernard L. Bot og Marc Enge.
  • Ambu - Ud: Allan Søgaard Larsen (uafhængigt af generalforsamling, som blev afholdt i december)
  • Carlsberg - Ind: Domitille Doat-Le Bigot, Lilian Fossum Biner, Lars Fruergaard Jørgensen og Majken Schultz. Ud: Lars Rebien Sørensen, Donna Cordner og Nina Smith.
  • Danske Bank - Ind: Christian Sagild og Gerrit Zalm og Bente Avnung Landsnes. Ud: Hilde Tonne og Ingrid Bonde og Rolv Erik Ryssdal.
  • DSV - Ind: Malou Aamund.
  • FLSmidth - Ind: Gillian Dawn Winckler og Thrasyvoulos Moraitis. Ud: Caroline Grégoire Sainte Marie og Marius Kloppers.
  • Novo Nordisk - Ind: Laurence Debroux.
  • Novozymes - Ud: Patricia Malarkey.
  • Nordea - Ind: Torbjörn Magnusson (formand) Kari Jordan, Petra van Hoeken og John Maltby. Ud: Björn Wahlroos.
  • Pandora - Ind: John Peace og Isabelle Parize. Ud – Björn Gulden.
  • Vestas -Ind: Bruce Grant, Eva Merete Berneke og Helle Thorning-Schmidt. Ud: Eija Pitkänen, Henry Sténson og Torben Ballegaard Sørensen.
  • Simcorp - Ud: Jesper Brandgaard.
  • Ørsted - Ud: Pia Gjellerup og Benny D. Loft.

Samme udvikling gælder også for antallet af kvinder i bestyrelserne. Der kommer flere ind i de danske bestyrelser, end der forlader dem.

»Først og fremmest synes jeg, at det er et billede på, at udskiftninger i bestyrelserne er blevet mere normalt. Bestyrelsesevalueringer har gjort, at der bliver stillet flere spørgsmålstegn ved, om man har de rette elementer i sin bestyrelse,« siger Flemming Poulfelt.

En opgørelse fra Spencer Stuart viser, at der i 2018 var 40 pct. udlændinge blandt bestyrelsesmedlemmerne i de danske C25-bestyrelser og 28 pct. kvinder. Begge tal er uden medarbejdervalgte repræsentanter.

BRANCHENYT
Læs også