Karriere
0

Arbejdsgivere: Kvinder er mere ærlige jobansøgere end mænd

En ny analyse bekræfter flere fordomme om forskellen på mandlige og kvindelige jobsøgere.

Foto: Colourbox Foto: Colorbox

Mænd overvurderer sig selv i jobsøgningen. De er mest uærlige. Og så skriver de i øvrigt langt dårligere CV’er og ansøgninger end kvinderne.

Sådan lyder konklusionen efter en omfattende undersøgelse blandt knap 1.000 arbejdsgivere, både i det offentlige og private, fra konsulenthuset Ballisager.

Arbejdsgiverne er blevet spurgt til deres generelle oplevelser med mandlige og kvindelige ansøgere i en ansættelsesproces. Og resultaterne bekræfter en række fordomme, bemærker direktør Morten Ballisager.

»Altså her her vi jo også noget af forklaringen på, at vores arbejdsmarked har nogle slagsider til fordel for mænd. Mændene vover jo at gå efter jobs, hvor de måske ikke helt har hele pakken. Kvinder er derimod mere defensive i jobsøgningen. De vil helst leve op til minimum 90 pct. af jobkravene. Mændene kan godt nøjes med 60-70 pct.« siger han.

Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at 25 pct. af arbejdsgiverne vurderer kvindelige ansøgere til at være mest ærlige i en ansættelsesproces.

»Det er jo ikke sympatisk, at mændene har nemmere ved at hive en lille hvid løgn op i hovedet på ansættelsesudvalget, men det er jo faktisk svært at verificere de påstande, der optræder på et jobinterview. Og derfor er mændene bare mere frække – med succes,« siger Morten Ballisager.

Selvom kvinder ifølge arbejdsgiverne er skarpere til at skrive deres ansøgningsmateriale kan de måske få mere ud af at være mindre perfektionistiske, mener han.

»Man kunne ønske sig, at kvinderne bliver en tand mere frække i deres jobsøgningsstil, så de i hvert fald får modet på at række ud efter jobs, som de måske kun lever op til 80 pct. på papiret.«

Ifølge Pernille Hippe Brun, ledelseskonsulent og forfatter til flere bøger om emnet, er mænd fx langt mere tilbøjelige til at tage en post, de endnu ikke føler sig helt kvalificerede til at bestride.

»Mænd tænker typisk, at »det skal jeg nok få lært«. Her holder kvinder sig desværre mere tilbage og vil gerne være helt kvalificerede og parate, før de griber muligheden. Heldigvis er tendensen ved at vende,« har Pernille Hippe Brun tidligere forklaret til Finans.

BRANCHENYT
Læs også