Grundfos-chef får ros for klimakamp: Mads Nipper kåret til Årets Leder 2019
Grundfos-topchefen bliver belønnet for at være synlig leder, som sætter fokus på den grønne omstilling.
Nils Smedegaard Andersen, Jørgen Vig Knudstorp og Johan Bülow er før gået fra scenen med titlen. Nu er det Grundfos-chefens tur.
Mads Nipper bliver kåret som Årets leder 2019.
Prisen, der hvert år bliver uddelt af Ledernes Hovedorganisation, bliver ifølge formand Svend Askær i år givet til en synlig, positiv og autentisk leder.
»Han har skabt gode resultater, og han har set og skabt en naturlig sammenhæng mellem det forretningsmæssige og det bæredygtige tidligere end de fleste virksomhedsledere. Han er derfor blevet en rollemodel for den måde, der skal tænkes forretning på i de kommende år,« siger Svend Askær.
Mads Nipper har stået i spidsen for pumpeproducenten Grundfos de seneste fem år.
Han kom til Bjerringbro-virksomheden fra en stilling som direktør i Lego, hvor han var igennem mere end 20 år.
Mens han har stået ved roret i Grundfos er salget steget 13 pct., og indtjeningen før skat er vokset fra 928 mio. kr. i 2014 til 2,33 mia. kr. sidste år.
Sideløbende er Mads Nipper blevet en mere synlig bannerfører for Grundfos’ grønne ambitioner.
Headhunter og managing partner hos Spencer Stuart Nordics., Michael Vad, mener, at Mads Nipper er særligt stærk til at skabe »sense of purpose«, altså følgeskab i en virksomhed.
»Mads Nippers lederskab er karakteriseret ved visionær tænkning og en håndgribelig plan. Han kan skabe et kompetent, internationalt og handlekraftigt ledelsesteam. Samtidig er han opmærksom på at udvikle kulturen i et selskab, så den understøtter den strategiske retning. Resultaterne taler for sig selv,« siger Michael Vad.
Selv siger Mads Nipper, at Grundfos’ grønne ambitioner er en afgørende motivation for ham som leder.
»Kampen mod klimaforandringer er og vil blive definerende for generationerne efter os. Ledelse for mig er at tage det ansvar på mig og drive en virksomhed, hvor missionen er at gøre en reel og afgørende forskel for mine efterkommere,« siger han.
De øvrige nominerede til titlen som Årets Leder var Sheela Maini Søgaard, der er adm. direktør for arkitektfirmaet BIG, topchef i DSV, Jens Bjørn Andersen, skoleleder fra Viby ved Aarhus Rani Hørlyck og Ulla Tofte, der er direktør for MS Søfartsmuseet i Helsingør.


