- Opdateret 23/12/2019 kl. 14:46
Bertel Haarder ny formand for Det Kongelige Teater
Tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) er udnævnt til formand for Det Kongelige Teater.
Fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) har udpeget Bertel Haarder (V) som ny bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater. Det oplyser Kulturministeriet.
Bertel Haarder erstatter ved årsskiftet Lisbeth Knudsen, der har sidder på posten siden 2016.
- Vi har gået efter en, der virkelig har både politisk og kulturel erfaring. Og som har en stor robusthed.
- Samtidig repræsenterer Bertel Haarder om nogen Grundtvigs ånd, når det kommer til ønsket om at bygge bro mellem det finkulturelle og det folkelige. Det er der i den grad brug for, siger Rasmus Prehn.
Han fortæller yderligere, at han ser det som afgørende, at der bliver samarbejdet hen over midten af dansk politik, når det kommer til Det Kongelige Teater.
Bertel Haarder var kirke- og kulturminister fra 2015 til 2016. Han har gennem hele sit årtier lange politiske virke været meget engageret i kulturlivet. Hans kone var i flere år leder af ballettens læseskole.
- Jeg er meget glad og taknemmelig, og jeg synes, at det er flot, at regeringen har peget på en fra oppositionen. Jeg går til opgaven med både kærlighed og kendskab til, hvad teater er, siger Bertel Haarder.
Han vil arbejde for, at Det Kongelige Teater i endnu højere grad bliver et teater for hele Danmark og ikke kun folk i København.
- Det Kongelige Teater gør allerede meget med forestillinger rundt i landet og idéen med at give en voucher på 500 kroner til teatret til alle, der fylder 18 år. Det arbejde skal vi fortsætte, siger Bertel Haarder.
Han glæder sig over at komme til, efter at omprioriteringsbidraget - tvungne årlige besparelser indført af den tidligere borgerlige regering i 2015 - er ophørt.
- Jeg måtte ligesom alle andre ministre finde mig i, at der skulle spares to procent om året på de statslige institutioner, men jeg har også gentagne gange sagt, at det ikke kunne fortsætte, siger Bertel Haarder.
- Derfor er det positivt, at det er ophørt for 2020, som også Venstre gik til valg på. Det er meget vigtigt at have stabile budgetrammer, for når man skal bestille skuespillere, balletdansere og dirigenter, så skal man være ude i god tid, siger han.
Det var Bertel Haarder selv, der som kulturminister nedsatte bestyrelsen med Lisbeth Knudsen i spidsen.
Kulturminister Rasmus Prehn har valgt at udskifte hele bestyrelsen med undtagelse af de medarbejdervalgte og så Anders Hjulmand fra advokathuset HjulmandKaptain.
Nye i bestyrelsen tæller blandt andre formand for 3F Per Christensen og Kitte Wagner, teaterchef for Malmö Stadsteater.
Da Bertel Haarder i sin tid valgte at udskifte så godt som hele bestyrelsen, udløste det kritik fra Socialdemokratiet, der på det tidspunkt var i opposition.
- Der er ingen tvivl om, at det altid er en hårfin balance både at sikre kontinuitet og på den anden side at sætte sin egen, nye kurs.
- Her er der også tale om en direktion, der har ønsket at række ud over andre og nye målgrupper. Derfor synes vi, at vi har fundet en god balance med nye, stærke medlemmer, siger Rasmus Prehn.
/ritzau/