Tidligere Danske Bank-profil Anne Louise Eberhard er årets bestyrelseskvinde
Anne Louise Eberhard er ikke et velbeskrevet blad i dansk erhvervspresse . Det kan hendes nye titel af Årets Bestyrelseskvinde lave om på.
Anne Louise Eberhard, der sidder i bestyrelsen i blandt andet Topdanmark, FLSmidth og Bavarian Nordic, modtager prisen som Danmarks mest talentfulde kvindelige bestyrelsesmedlem 2020.
Næste stop kan meget vel blive en formandspost, mener juryen hos Women’s Board Award, der har Ørsteds bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen for bordenden.
»Udover en stærk executive karriere og relevant bestyrelseserfaring er det vigtigt, at prismodtageren både kan og vil bruge prisen til at være aktiv ambassadør for den diversitet, der mangler i det danske bestyrelseslandskab. Vi har brug for kompetente, tydelige rollemodeller, der tør gå forrest,« lyder det fra ham.
Anne Louise Eberhard har været tæt på 30 år i Danske Bank og to år i koncernledelsen i Intrum, der er en svensk børsnoteret koncern, inden hun for et par år siden slog ind på en bestyrelseskarriere. Hun er i dag 56 år.
»Anne Louise Eberhard skiller sig særligt ud ved, at hun er en af de stadig relativt få kvinder, der har valgt at prioritere en ren bestyrelseskarriere. Og i en alder, hvor det tydeligt ikke er en retrætepost, men stadig med ambitioner om og kapacitet til at performe på højeste niveau,« siger Susanne Hoeck, der er medstifter af Women’s Board Award.
I Danmark er hver fjerde bestyrelsesmedlem i de børsnoterede selskaber en kvinde, og mere end halvdelen har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen.
Prisens formål er derfor ikke kun at hylde den enkelte, men at øge fokus på, at mangfoldighed kan øge værdiskabelsen i landets selskaber.
Der er en meget stærk kvindelig pipeline, som vi skal forstå at udnytte langt bedre, end vi formår.Thomas Thune Andersen, formand for juryen ved Women’s Board Award
»Danmark er faldet tilbage på ranglisterne. Det bør og behøver vi ikke, når vi har så stærke kandidater som årets vinder og tidligere prismodtagere. Der er en meget stærk kvindelig pipeline, som vi skal forstå at udnytte langt bedre, end vi formår,« siger Thomas Thune Andersen, der i øvrigt med vilje kalder sig styreleder og ikke bestyrelsesformand.
Juryen består foruden ham af blandt andet sidste års vinder Helle Valentin, IBM, Vagn Sørensen, bestyrelsesformand i bl.a. FLSmidth, og Jørgen Huno Rasmussen, formand i Lundbeckfonden.
Vinderen selv ville på sin vis ønske, at der ikke var brug for at skabe opmærksomhed omkring kvinder i bestyrelser.
»Det vigtigste er, at jeg håber på at kunne inspirere mange flere kvinder til at gribe karrieren og de mange spændende udfordringer og oplevelser, der følger med. Og understrege, at man ikke bliver en dårligere mor til at gøre karriere,« siger Anne Louise Eberhard.
Med i opløbet til at blive årets bestyrelseskvinde var blandt andet:
- Susanne Given, bestyrelsesmedlem i Made.com og Outfittery
- Susanne Mørch Kock, topchef i Danske Spil
- Marianne Bedsted, topchef i Salling
- Marianne Wiinholt, finansdirektør i Ørsted
- Marianne Dahl Steensen, Microsoft
- Sisse Fjelsted Rasmussen, finansdirektør i Stark
- Christina Grumstrup Sørensen, partner i CIP
- Rikke Kjær Nielsen, partner i EQT
- Mette Vestergaard, LEO Pharma
- Britt Melbye, topchef i Atos

