Karriere

En lille frø, en hård hund og en fodboldklub med ild i

AGF’s sportschef, Peter Christiansen, lever og arbejder efter dyder, han har fået med fra barndommen i nordjyske Klarup

Sportschef Peter Christiansen i en tilsyneladende morsom snak med AGF-træner David Nielsen. Foto: Gregers Tycho

Fra frøens perspektiv må det have været en skræmmende oplevelse. Den havde lige fundet sig til rette på en uendelig stor og dejlig våd græsplæne. Hvad den ikke vidste var, at om ganske kort tid ville 20 fodboldspillere komme anstigende med aluminiumsknopper under støvlerne og rulle faretruende store bolde rundt i dens nærhed.

Pludselig bøjede en stor skikkelse sig ned over frøen og tog den forsigtigt i sin hånd.

Det var onsdag formiddag. Dagen efter skulle AGF spille i Europa League mod FC Honka, og ude på græsset på Ceres Park gik AGF’s sportschef, Peter Christiansen, rundt. Han ventede på, at spillerne skulle ud at træne, da han fik øje på frøen.

»Jeg samlede frøen op, gik ud af stadion og lagde den ovre i skoven. Det var synd, hvis den skulle hoppe rundt derinde, når der var en flok fodboldspillere på vej ind for at træne på banen.«

Billedet af Peter Christiansen som dyrenes beskytter står i skærende kontrast til det udtryk, han havde som fodboldspiller og til dels også har i sit nuværende job som sportslig ansvarlig i den aarhusianske superligaklub. Som spiller var han en aggressiv venstre back i bl.a. FC København, som sportschef sidder han på tribunen og råber ned mod dommeren og spillere, der skal have ros eller ris. Han kan på afstand virke som en hård hund.

»Jeg er ligeglad med, hvordan folk opfatter mig. Jeg var ret forfængelig som spiller, tror jeg. Dengang var det nok en forsvarsmekanisme. Hertil og ikke længere. I dag vil jeg bare gerne have lov til at gøre mit arbejde. Det, der følger med, medier og den slags, er ikke et behov, jeg har. Jeg vil helst anerkendes af fagfolk, der ved, hvordan vi arbejder i klubben. Folk som kender forudsætningerne for det, vi leverer, og det vi opnår. Det er det vigtigste.«

»Jeg har ikke brug for offentlig anerkendelse. Jeg vil til enhver tid hellere sidde med en spiller og få ham til at præstere, så længe han er i AGF. Hvordan jeg fremstår udadtil, interesserer mig ikke.«

Den dygtige dreng fra Skørping

Peter Christiansen eller PC, som han udelukkende kaldes i fodboldmiljøet, har sat sin mobil på lydløs i et par timer midt i et transfervindue og kort tid inden en ny sæson. Han spekulerer ikke over, hvordan hans tilråb på stadion bliver taget imod.

»Jeg kan ikke bruge så mange timer på dette job, hvis jeg ikke kan få lov til at være autentisk. Og det er i bund og grund bare det, jeg er. Jeg spiller ikke skuespil. Hvis jeg er træt af dommeren, så er det, fordi jeg oprigtigt er træt af ham. Hvis jeg synes, at en spiller ikke gør det, jeg ved, han kan, så kan jeg ikke lade være med at råbe. Årsagen er, at jeg vil vinde.«

Peter Christiansen voksede op i Klarup, otte kilometer fra Aalborg. Om sommeren spillede han fodbold, om vinteren badminton. Han var så dygtig med en ketsjer, at han begyndte at træne i Gug Badmintonklub, hvor de bedste badmintonspillere fra området mødtes – heriblandt en dreng ude fra Skørping, som siden blev en af de bedste i verden.

»Peter Gade var noget yngre end os andre. Han var dygtig, men jeg kunne godt lide at spille mod ham. Det var en fed skalp at slå ham, fordi han var så god. Når jeg kom hjem fra træning, var jeg helt færdig. For mig var badminton min anden sport. Men det var fint at holde sig i form om vinteren, det var andre bevægelser.«

»Til træning kunne jeg godt slå Peter Gade, men vi spillede ikke med i de samme turneringer. Vi havde drabelige dyster dengang. Jeg var nok tidligere moden end ham, så jeg gik til grænsen og lidt over for at tippe det til min fordel. Det kunne være lidt psykologisk, gå og snakke lidt eller komme med et udbrud, når jeg havde slået et slag. Eller pointere at han var pisseheldig, når han vandt et point. Alle de små ting. Sådan havde jeg det også på fodboldbanen.«

Peter Møller trak ham halvvejs hjem

Fodboldbanen: Først på fællesarealet i Klarup, siden på AaB’s anlæg.

»Jeg spillede fodbold i AaB, fra jeg var lilleputspiller. I Klarup skulle jeg spille med nogle fra min storesøsters klasse, de var to-tre år ældre end mig og noget større rent fysisk. Jeg var altid en af de små som ungdomsspiller. Jeg fik en racercykel til min konfirmation, og derefter lå jeg og kørte på motortrafikvejen ud til krydset og så videre ud til AaB. Det var hurtigere på cykel, for ellers skulle jeg skifte bus to-tre gange.«

»Jeg var heldig med, at jeg en gang imellem fik en arm af Peter Møller (DBU-direktør og tidligere topspiller, red.) på vej hjem. Han boede i Gistrup, var lidt ældre end mig og kørte på knallert. Når han havde trænet, trak han mig ud til krydset, og så skulle han fortsætte ligeud. Det kunne være frygteligt vejr om vinteren. Der var sne, og det kørte jeg i på racercykel. I dag bliver de hentet og bragt. Jeg skulle selv sørge for at komme til træning, hvis jeg ville spille i AaB. Jeg fik lov af mine forældre, og så skulle jeg levere på det.«

Peter Christiansen havde kun ét for øje. Han ville spille fodbold.

»Det hele begyndte med kærlighed til spillet. Når man skulle lave noget, stod vi nede på banen og tyrede på mål. Jeg støvsugede aviserne for nyhederne om fodbold. Jeg ville bare være fodboldspiller. Jeg blev sproglig student fra Aalborg Katedralskole og læste på handelsskolen bagefter. Men jeg tog ingen stor forkromet uddannelse.«

I AGF og andre klubber af samme kaliber bliver det meste nu om dage lagt til rette for de unge talenter. Alt er bedre organiseret end i gamle dage, påpeger sportschefen.

»Men der er også noget af det andet, det anarkistiske ved at spille, der er forsvundet. Rammerne er langt bedre nu, mulighederne er større, og der er flere øjne på de unge spillere. Dengang læste man i Preben Elkjærs bog, så stod der noget om træningen i Lokeren. ”Er det sådan, de gør, dét skal jeg også prøve”, tænkte jeg.«

»Skulle du udvikle dig, var det helt op til dig selv. Jeg følte et stort ansvar, fordi mine forældre gav mig muligheden. Jeg skulle passe min skolegang og træningen. Så behøvede jeg ikke gå med aviser.«

Far til fire drenge

Da han spillede i FC København, mødte han Camilla. De er nu gift og har fire drenge.

»Camilla har været med og har kendt betingelserne, dengang og nu. Der er mange afsavn, vi som familie må lide, men det er sådan, det er. Jeg havde oceaner af tid, da jeg var aktiv. Jeg plejer at sige, at jeg ser andres børn spille fodbold mere, end jeg ser mine egne spille.«

»Det kan godt være lidt ufuldstændigt. Følelsen af utilstrækkelighed hader jeg. Jeg er vildt grundig og ærekær og bruger mange timer i jobbet. Det er en stor gave, jeg får fra Camilla. Jeg påskønner det, men det kan godt forsvinde i hverdagen og de mange timer, jeg er væk. Det er nok noget, jeg kunne blive bedre til.«

Blå bog

Peter Christiansen

Alder: 45 år

Privat: Gift med Camilla Lyderik Christiansen, parret har fire sønner; Mads på 16, Frederik på 15, William på ni og Alfred på seks år.

Karriere som spiller:

Vejle Boldklub (1994-2000), FC København (2000-2005), Helsingborgs IF (2005-06), Randers FC (2006-07)

Karriere som leder:

Chefscout Randers FC (2008-13), sportschef Randers FC (2013-15), chefscout AGF (marts 2016), sportschef AGF (december 2016-)

I jobbet som sportschef er han altid til rådighed, især når der skal sælges og købes spillere i transfervinduet. Senest da AGF solgte Mustapha Bundu til Anderlecht.

»Da vi var ved at sælge Mustapha Bundu, havde jeg stort set ikke tid til at barbere mig i en uge. Jeg brugte de fleste vågne timer på at tale med spilleren, agenten, klubben og informere internt. Når der er spidsbelastning, er styrken jo, at vi kender hinanden så godt. Jeg behøver ikke få dårlig samvittighed. Forståelsen og accepten fra Camilla er der.«

»Hun er noget mere socialt anlagt, end jeg er. Det er vanskeligt at få det til at mødes, det sociale. Jeg kan jo også godt lide at være i klubben om lørdagen, når træneren gør klar til kampen søndag. Jeg vil gerne sikre mig, at vi er så godt forberedt som muligt. Hvis jeg har en observation eller et input, jeg kan give træneren og staben, så er det min pligt at gøre det.«

Alle jokede om AGF

Peter Christiansen stiller store krav til spillerne og staben i AGF. Men det kan han kun gøre, fordi han stiller næsten endnu større krav til sig selv.

»Hvis en spiller falder lidt af på den, og jeg ved, at han kan yde mere, så kan jeg føle det som et angreb på vores helhed og vores kultur. Der er også spillere, der gerne vil forbi og høre, hvor de står og have min mening. Den får de.«

»Spillerne kan godt føle, at de skal have ros, men jeg bliver aldrig tilfreds. Jeg kan altid finde noget hos mig selv, hvor jeg gerne ville have gjort det bedre. Når jeg evaluerer mig selv, er jeg ret kritisk. Jeg tillader mig ikke at være tilfreds ret lang tid ad gangen. Jeg er glad på spillernes, klubbens og tilhængernes vegne over tredjepladsen, men jeg ved, der venter nye kampe lige rundt om hjørnet. Allerede nu er sidste sæson længe siden.«

Efter sine snart fem år i AGF er svenskeren Niklas Backman den eneste spiller i truppen, som Peter Christiansen ikke har hentet til klubben.

»Der er spillere, som vælger os, fordi de kan se, at der er ild i det, der sker her. Tidligere var AGF også en fed klub, men en klub alle jokede om, og hvis der var en anden mulighed, valgte spillerne ofte den. Vi har skullet gøre os fortjent til den status, vi har nu. Vi har udnyttet den situation, historien har bragt os i. Alle forventningerne var stort set væk efter 23 år uden titler. Nu kunne vi bygge tingene langsomt og ordentligt op fra bunden.«

Sportschefens tre plusser og et minus, der nager ham

Peter Christiansen, sportschef i AGF, peger på tre vellykkede handler i sin tid i AGF. Men også en historie, der stadig ærgrer ham.

Jens Stage, solgt fra AGF til FC København sommeren 2019:

»Hele hans historie kan jeg virkelig bruge i dagligdagen, når jeg skal lave planer for de unge spillere og forklare dem, hvor meget der skal ydes, og hvad der skal til for at lykkes. Jens Stage blev meldt for dårlig mange gange i AGF, men han blev ved, og nu kulminerer det for ham.«

»Han var rigtig god mod Manchester United i Europa League, selv om jeg godt ved, at Rasmus Falk løb med de største roser. Men Jens Stage spillede virkelig også godt. Han er Aarhus-dreng, det har også betydning, og det var en stor tilfredsstillelse at sende ham videre.«

Mustapha Bundu, solgt fra AGF til Anderlecht sommeren 2020:

»Vi kunne ikke finde oplysninger på ham, men vi ville gerne se ham til prøvetræning. Jens Andersson (daværende sportschef, red.) havde en kontakt, der nævnte Bundu. Jeg skulle tjekke, om han egentlig var god nok til, at vi gad have ham til prøvetræning. Jeg kiggede på hjemmesiden for den lokale avis i Hereford for at finde klip fra Herefords kampe. Der var kun højdepunkter.«

»Vi endte med at sige, at han var spændende nok. Lad os tage ham over. Han viste egentlig ikke noget. Men Jens Andersson mente, at vi skulle prøve med en kort aftale. Det endte med, at Mustapha Bundu blev klubbens største salg.«

Kasper Junker, solgt fra AGF til AC Horsens sommeren 2018:

»Vi hentede ham gratis i Randers FC, men han passede måske ikke rigtigt ind, da David Nielsen blev træner. Han fik chancen, men så blev han solgt til AC Horsens for omkring fem mio. kr. Heller ikke i Horsens lykkedes det for ham, men så tog han til Norge og fandt en platform, hvor han kunne vise sig frem.«

»Hvad har vi lært af det? Vi har lånt spillere som Alexander Ammitzbøll og Kasper Lunding ud til norske klubber, og det er en direkte udløber af det, vi har set Kasper Junker gøre. Kasper Junker blev lejet ud fra Horsens til Stabæk, og vi kunne se, at den liga passede ham bedre. Det gjorde, at vi sendte vores to unge derop, og begge får masser af spilletid med pæn succes. Kasper Junker har gjort det superflot deroppe. Om vi har solgt godt nok? Det vil vise sig, for hvis nu Bodø/Glimt sælger ham for 30 mio. kr., så var vi ikke dygtige nok.«

Issa Kaboré:

»I sommer blev han købt af Manchester City i belgiske Mechelen på en femårig aftale. I januar 2019 boede han ude hos Adama Guira (tidligere AGF-spiller, red.), og han spillede for os mod FC Nordsjælland i en træningskamp i Farum (Issa Kaboré blev skiftet ind fra begyndelsen af anden halvleg som højre back, men han udgik skadet kort før tid, red.). Han var egentlig dygtig, men vi havde ikke plads til ham i truppen i januar 2019. Han rejste videre, fik en kontrakt i Mechelen, spillede dernede og er nu blevet købt af Manchester City.«

»Det får mig til at gå tilbage og tjekke, hvad jeg gjorde, og hvorfor vi ikke tog ham. Jeg har brug for at se mig selv efter i sømmene. Jeg vil være sikker på, at vi traf den rette beslutning. Vi havde tre backs på det tidspunkt, vi havde kig på Alexander Munksgaard, og Issa Kaboré var meget ung. Da Issa Kaborés navn dukkede op i sommer, vidste jeg, at der var noget.«

»Sådan en sag er benzin for mig. Jeg ved, at vi traf den rette beslutning dengang, men jeg ærgrer mig da over, at vi ikke har ham nu. Skulle vi have beholdt ham i yderligere to uger? Skulle vi have inviteret ham op om sommeren? Hvad kan jeg lære, det er den slags, der er min drivkraft.«

Nu griner de ikke længere af AGF, og hvis de gør, er Peter Christiansen fløjtende ligeglad.

»Tidligere, når jeg så AGF udefra, forstod jeg ikke, hvorfor det ikke kunne fungere. Er det virkelig så svært at få det til at lykkes? Det ville jeg gerne undersøge. Jeg var nysgerrig.«

»Til jul har jeg været her i fem år. De første to-tre år var rigtig hårde, fordi vi skulle have vendt skuden. Vi har stadig ikke vundet noget, men vi er en mere solid klub nu. Der var for meget, der ikke stemte i starten. Der havde været for mange cheftrænere igennem, der var for mange forskellige retninger og for mange spillere, som blev hentet ind til vidt forskellige spilfilosofier. Det var et virvar i AGF. Og det er der ikke brug for i en klub, hvis man vil lykkes på længere sigt.«

»Det var vigtigt, at vi fik lagt en tydelig linje, og at vi fik den træner, vi gerne ville have i David Nielsen.«

Så ringer telefonen

Han kigger op.

»Jeg kommer aldrig til at tillade mig selv at sige, at vi er i mål i AGF. Det kommer jeg aldrig nogensinde til.«

Nogle dage senere ringer Peter Christiansen. Han fortæller, at AGF har hentet Mustafa Amini tilbage på en kort aftale, efter australierens kontrakt med en tyrkisk klub gik i vasken. Han lader forstå, at AGF også gør det af menneskelige hensyn, da Mustafa Amini uforvarende er blevet efterladt i en sårbar situation.

Akkurat som en lille frø, der har forvildet sig ind på en fodboldbane.

Nu begynder Superligaen igen

I en artikelserie kigger Jyllands-Posten frem mod efterårssæsonen i Danmarks bedste fodboldrække:

BRANCHENYT
Læs også