Karriere

Rytmer, der rammer

»Yes, we can.« Om vi var Obama-tilhængere eller ej, husker de fleste af os nok hans tæft for politiske taler. At holde en fængende tale kræver rytmesans, og rytme har i dens mange former potentiale til at skabe fællesskaber.

Barack Obama holdt sin afskedstale i Chicago den 11. januar 2017. Arkivfoto: Pablo Martinez Monsivais/AP. Collage: Lotte Overgaard Barack Obama holdt sin afskedstale i Chicago den 11. januar 2017. Arkivfoto: Pablo Martinez Monsivais/AP Birgitte Stougaard Pedersen, lektor ved Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet

Præsidenter lever af at formidle mundtligt. Af at kunne få folk med sig. Barack Obama er én af de mange politikere, der er berømte for deres suveræne evner som talere. Han taler næsten altid fra et ”vi”, hvor tilhørerne kan føle sig på linje med ham og inkluderet i et fællesskab.

Det gjorde han også den 11. januar 2017, da han holdt sin afskedstale i Chicago efter otte år som USA’s præsident. Her indlægger han en elegant rytmisk forskydning, der fanger folks opmærksomhed og får dem til at føle sig forenet ved at sige, at talen både er til dem, der er unge – pause – og dem, der er unge af sind. Den sproglige finte leveres med hans unikke sans for at holde kunstpauser på det helt rigtige tidspunkt. I pausen kigger Obama ud på publikum, så det ser ud, som om han får øjenkontakt med dem. På den måde understreger han sprogets inkluderende gestus med en visuel gestus. Der er kontakt, vi er forbundne. ..

BRANCHENYT
Læs også