Karriere
BREAKING

Finans præsenterer nye anmeldere af erhvervsbøger

Bøger om erhvervslivet bliver fremadrettet anmeldt af et team på fire forskere fra Syddansk Universitet.

Mette Præst Knudsen, en af fire nye erhvervsboganmeldere på Finans. Foto: Brian Karmark Lykke Margot Ricard, en af fire nye erhvervsboganmeldere på Finans. Foto: Brian Karmark Marianne Harbo Frederiksen, en af fire nye erhvervsboganmeldere på Finans. Foto: Brian Karmark Jan Vang, en af fire nye erhvervsboganmeldere på Finans. Foto: Brian Karmark

Fra og med marts vil bøger med interesse for erhvervslæsere blive anmeldt i nærværende medie af personer med stor indsigt i, hvad der optager virksomheder og deres ledere og nøglemedarbejdere. Det drejer sig om Marianne Harbo Frederiksen, Mette Præst Knudsen, Lykke Margot Ricard og Jan Vang.

Alle fire er ansat ved Syddansk Universitet og har tilsammen over 100 års erfaring med områder som innovation, ledelse, teknologi, markedsføring, økonomi m.m.

Mette Præst Knudsen er professor i innovationsledelse, forskningsleder og centerleder ved Syddansk Universitets (SDU) Institut for Marketing & Management. Hun er uddannet økonom med speciale i europæisk økonomi og politik. Hun forsker i innovation, såkaldt emergente teknologier, markedsskabelse og samarbejdsrelationer.

Lykke Margot Ricard er lektor i innovation ved SDU’s Institut for Teknologi og Innovation. Hun har i forskningssammenhæng beskæftiget sig med bl.a. city innovation, offentlig-private partnerskaber, teknologiudvikling, fremsynsmetoder og innovations- og netværksledelse. Hun har en ph.d fra DTU og har læst erhvervsøkonomi og filosofi ved CBS.

Marianne Harbo Frederiksen er oprindeligt arkitekt med speciale i industrielt design og har i en årrække fungeret som produktdesigner og udviklingschef i industrien. Hun er lektor i innovations- og teknologiledelse ved SDU’s Institut for Marketing og Management, hvor hun bygger bro mellem især samfunds- og ingeniørvidenskab. Hun forsker primært i innovation samt økosystemer omkring og betydningen af emergente teknologier.

Jan Vang er professor og sektionsleder ved Institut for Teknologi og Innovation ved SDU. Han forsker i innovation, supply chain management og bæredygtighed i et globalt perspektiv. Han er i øjeblikket involveret i mange projekter i Asien og håber snart også at kunne starte droneprojekter i Afrika.


Redaktionen tør godt love, at læsere af boganmeldelser vil føle sig videnmæssigt klædt på i forhold til, hvad der rører sig på den faglitterære scene inden for ovennævnte felter. I tilgift vil de fire anmeldere sørge for at inddrage de mest væsentlige udenlandske bøger i dækningen til glæde for læserne.

Dækningen vil især fokusere på emner af relevans for de store udfordringer, som danske og internationale virksomheder står overfor nu og i den nære fremtid. Ikke mindst ledelse i forhold til nye teknologier, bæredygtighedskrav og diversitet vil få meget opmærksomhed. Finans har ambitioner om at sætte en ny standard for boganmeldelser til erhvervslivet med ansættelsen af det nye akademiske firkløver.

BRANCHENYT
Læs også