Serier

21 år og udlandsdansker for tredje gang: »Man bliver mere bevidst om både sin egen og andres kultur«

Fra hun var barn har Celiane Lindestrøm oplevet at flytte en periode til udlandet. Nu har hun selv truffet beslutningen om at studere et halvt år i Hongkong og senere i USA på CBS’ eliteudvekslingsprogram.

Talenternes uddannelsesrejse
Celiane Lindestrøm drømmer om at komme til at arbejde internationalt. På Globe-forløbet håber hun at blive bedre til at samarbejde på tværs af landegrænser. Foto: Privat

Det er en stor omvæltning for de fleste at flytte til et nyt land, men på trods af sine blot 21 år er det nu tredje gang, at Celiane Lindestrøm rykker teltpælene op for at bygge rede uden for Danmarks grænser. De to første gange var det dog forældrenes valg.

Først et halvt år til lunere himmelstrøg i Tenerife, og efter et kort retur til Danmark var Tyskland næste stop i et helt år. Her blev hun som 10-årig sendt i en ganske almindelig lokal skole uden at kunne et ord tysk.

»Det er netop i de øjeblikke, hvor man kaster sig ud på dybt vand og bliver udfordret, at man lærer mest om sig selv og andre,« siger hun og tilføjer:

»Og nu er jeg her i Hongkong, igen i helt nye omgivelser.«

Fra et kollegieværelse i Hongkong fortæller Celiane Lindestrøm om sin opvækst, sin interesse for andre kulturer, vejen til International Business på Copenhagen Business School, CBS, og ikke mindst Globe: Et eliteudvekslingsprogram på netop CBS, hvor 18 danske studerende – i år dog kun 17 – bruger sidste halvdel af deres bachelor med to lige så store grupper fra Hongkong og USA.

Først et halvt år på Chinese University of Hong Kong her i foråret, derefter et halvt år på CBS i København, og i foråret 2022 slutter de af med et semester på University of North Carolina, Chapel Hill. Hvert sted i samlet flok, hvor de studerende skiftevis er værter og gæster.

Og sådan en oplevelse, hvor man bosætter sig i et andet land, omgås lokale til dagligt og kommer helt ind under kulturen, har Celiane Lindestrøm drømt om, lige siden familien vendte hjem fra Tyskland.

»Når man er ude, får man nogle nye perspektiver. Man bliver mere bevidst om både sin egen og andres kultur og nogle af de områder, hvor vi kan lære af hinanden,« siger Celiane Lindestrøm, som også rejste meget i sit sabbatår.

Stærkt fællesskab allerede

Ud af de mange flytninger i barndommen voksede en interesse for at lære nye mennesker at kende. Og kombineret med en grundlæggende samfundsinteresse virkede Globe-programmet som det helt rigtige for Celiane Lindestrøm.

Siden de 17 CBS’ere for alvor kom i gang i slutningen af januar – efter 21 dages karantæne på et hotel – er hun kun blevet bekræftet i dette.

»Jeg føler allerede et enormt stærkt fællesskab, og jeg kan mærke, at vi har rigtig mange ting til fælles på tværs af universiteterne. Fællesskabet bliver også styrket af, at vi bor og studerer sammen i en helt særlig verdenssituation, som ingen af os har oplevet før,« siger hun.

Celiane Lindestrøm var bekendt med Globe-programmet, da hun søgte ind på International Business, men det var ikke en medvirkende faktor. Det drivende for hende var sammensætningen af matematik og samfundsøkonomi i et internationalt perspektiv. Plus aktive studenterforeninger og socialt engagerede mennesker.

Fællesskabet bliver også styrket af, at vi bor og studerer sammen i en helt særlig verdenssituation, som ingen af os har oplevet før.

Celiane Lindestrøm, CBS-studerende

Og ikke mindst et fagligt niveau, som har været vigtigt for Celiane Lindestrøm siden mødet med den tyske skole. Et karaktertræk, hun valgte at lægge fokus på i sin ansøgning til Globe-programmet.

»Jeg synes, at den tyske skolegang lagde en form for fundament for, hvordan jeg går til opgaver. Jeg lægger altid et disciplineret og godt stykke arbejde i ting,« siger Celiane Lindestrøm.

»Her tænker jeg ikke alene på skoleopgaver, det gælder også sådan noget som at lære et nyt sprog,« tilføjer hun med henvisning til den første store udfordring i Tyskland.

Samarbejde på tværs

Globe-programmet er ikke endestationen på Celiane Lindestrøms internationale rejse. Det ved hun allerede nu, længe inden det er overstået. Den store drøm er at arbejde internationalt, og af samme årsag har 21-årige Celiane Lindestrøm gjort sig tanker om globale perspektiver, der er af afgørende betydning for hendes fremtid.

Hun mener, at særligt stigende protektionisme vil have en stor indflydelse på, hvordan vi handler og arbejder internationalt i fremtiden.

»I den forbindelse tror jeg, at gode internationale relationer og evnen til at navigere og tilpasse sig hurtigt til nye globale forandringer kommer til at være vigtigere end nogensinde,« siger Celiane Lindestrøm og forbinder det med programmet, hun er med i netop nu:

»Det er også en af grundene til, at jeg har valgt Globe. Her får vi et stærkt internationalt netværk og lærer at samarbejde på tværs af landegrænser.«

Læs også