Karriere

Danskernes arbejdsglæde er tårnhøj

8 ud af 10 danskere er tilfredse eller meget tilfredse med deres job, viser undersøgelse.

Hjemmearbejde har været hverdag for mange danskere gennem det seneste coronaår. Foto: Ole Lind.

Der har været vendt op og ned på danskernes arbejdsliv i næsten et år. Men selvom hjemmearbejde og Teams-møder kan være drænende i længden, er det hos mange af os ikke gået ud over jobtilfredsheden.

Tværtimod har arbejdsglæden været stigende under nedlukningen, viser en spørgeundersøgelse, som Epinion har gennemført for rådgivningsvirksomheden AS3 blandt 1800 repræsentativt udvalgte danskere.

I undersøgelsen svarer 80 pct., at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres nuværende job.

Det er en stigning på tre procentpoint sammenlignet med tiden før den første nedlukning i marts 2020, og fire procentpoint sammenlignet med 2019.

»Det er en ret bemærkelsesværdig stigning i en tid, hvor vores mentale sundhed generelt har været udfordret. Men en af de positive konsekvenser ved coronanedlukningen og mere hjemmearbejde er, at mange oplever, at de har fået mere indflydelse på deres arbejdsdag,« siger Jørgen Uhrbrand, direktør i AS3.

I undersøgelsen svarer 30 pct., at de har fået større indflydelse på deres egen arbejdsdag, mens 24 pct. fremhæver nye arbejdstider og ændrede arbejdsvilkår, herunder muligheden for at arbejde hjemmefra.

Flere virksomheder har allerede meldt ud, at de vil beholde flere af de tiltag, de af nød indførte under nedlukningen, som fx mere hjemmearbejde og mere fleksible arbejdstider.

Det gælder også i pensionsselskabet PFA, har topchef Allan Polack forklaret.

»Jeg er virkelig meget optaget af den fleksibilitet, som har vist sig så værdifuld her under krisen. Den betyder også, at når det handler om f.eks. hjemmearbejde eller nedsat tid, så er der ikke en regel, der gælder for alle. Vi skal ikke sige: ”Du må være hjemme to dage om ugen, og du må være hjemme tre”;. Jeg mener, behøver der at være så mange regler?«

Ifølge AS3’s analyse ønsker flertallet af dem, der kan arbejde hjemme i gennemsnit at gøre det to gange om ugen.

»Måske er det ikke så overraskende, at det er de yngre generationer – altså børnefamilierne – der har det største behov for at arbejde hjemmefra,« siger Jørgen Uhrbrand.

Vigtigt er det dog ifølge Jørgen Uhrbrand også at bemærke, at flere ifølge undersøgelsen har oplevet, at få mere anerkendelse for deres arbejde. 26 pct. angiver det som årsag til den øgede jobtilfredshed.

»Det er jo ret interessant i en tid, hvor mange arbejder under distanceledelse og har sværere ved at få kollegial feedback. Men det er måske også et udtryk for, at hyppige, digitale ”tjek in” og afdelingsmøder er blevet en naturlig del af hverdagen, ligesom digitale fredagsbarer, diverse spil og små goodiebags sendt til hjemmeadressen, har været populære,« siger Jørgen Uhrbrand.

Blandt dem, der ikke er tilfredse med deres job, men ønsker at skifte, er de tre hovedårsager: Dårlig ledelse, manglende udviklingsmuligheder og manglende lønstigning.

Netop de tre faktorer har ligget i toppen tre år i træk i AS3’s analyser, og det har coronakrisen tilsyneladende ikke rokket ved.

BRANCHENYT
Læs også