Karriere

Ved du, hvad din kollega tjener? Løntabu er dyrt ved forhandlingsbordet

Løn er stadig et tabu blandt danskerne, og det er en skam, hvis vi gerne vil have mere af den, lyder det fra karriereekspert.

Vi taler ikke med kollegerne om løn – men det burde vi.

I hvert fald er en stor del af os langt fra tilfredse med udfaldet af vores seneste lønforhandling, og det ville større åbenhed omkring, hvad vi tjener, hjælpe på.

Det viser en ny undersøgelse gennemført af Wilke. Her fremgår det, at godt halvdelen af os (46 pct.) ikke har talt om løn med vores kolleger.

Samtidig viser undersøgelsen, at fire ud af 10 ikke er tilfredse med udfaldet af deres seneste lønforhandling.

Og det er omsonst, påpeger Kasper Rubæk, CCO og ansvarlig for karrierecentret i fagforeningen og A-kassen Business Danmark

For vil man gerne blive bedre til at forhandle løn, skal man typisk også være bedre til at forberede sig – herunder blandt andet undersøge lønniveauet i den virksomhed og branche, man er del af, lyder det fra ham.

»Når så mange kommer duknakket ud af en lønforhandling, vidner det alt andet lige om, at man ikke er tilstrækkelig skarp, når man sidder og skal forhandle løn – og det er simpelthen for dumt ikke af forberede sig til fingerspidserne i en sådan situation,« siger han.

De fleste fagforbund har en lønberegner, som man kan tage afsæt i, når man går til forhandlingsbordet.

Det er alt andet lige et noget mere tungtvejende argument sammenlignet med at tage udgangspunkt i hvad ens partner eller venner mener, at man fortjener i løn, siger Kasper Rubæk.

Lige nu er der alt andet lige gode muligheder for mange i forhold til at forhandle mere i løn, mener han desuden.

»Covid-19 er lige nu på retur og dansk økonomi er på vej tilbage på sporet. De fleste virksomheder er positive overfor fremtiden med det aber dabei, at de er udfordret i forhold til tiltrækning af arbejdskraft. Alt sammen noget, der i forhold til udbud og efterspørgsel skulle give mere i lønningsposen.«

Læs også
Top job