Karriere

Vi, der tager af sted (når vi vil)

I dette personlige essay fortæller den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad om sin tid i Afghanistan, og hun trækker tråde fra talibanernes nederlag i 2001 frem til denne måned, da den islamistiske gruppe generobrede magten.

Den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad arbejder i dag primært fra Norge. Men hun er stadig meget optaget af situationen i Afghanistan, selv om det er 20 år siden, at hun rapporterede derfra. Dengang havde Taliban netop mistet magten. Foto: Tomm V. Christiansen 26.08.2021, Oslo.
Forfatter og journalist Åsne Seierstad.
Foto: Tomm W. Christiansen Journalisten Åsne Seierstad er aktuel med bogen “To Søstre“ om jihad-brude. Åsne Seierstad fotograferet i år 2000 i baggården med familien i Kabul. Foto: Privat Åsne Seierstad fotograferet i begyndelsen af år 2000 sammen med en gruppe tidligere Taliban-soldater i Khost i Afghanistan. Hun forsøgte at få sendt en artikel via sin satellittelefon. Ingen af de tidligere soldater kunne læse eller skrive eller bruge en telefon. En af dem sagde, at han håbede, at hans søn en dag ville lære at bruge en telefon, husker Åsne Seierstad. Foto: Privat Journalisten Åsne Seierstad er aktuel med bogen “To Søstre“ om jihad-brude.

I ly af nattemørket marcherede de amerikanske soldater lige så stille ud på den kilometerlange startbane og trådte ind i flyene. De tunge våben tog de med sig – de lette lod de blive. Ammunitionen havde de destrueret på forhånd, og alt andet efterlod de for ikke at afsløre afrejsen for deres afghanske kolleger. Den lokale kommandant i epicenteret for USA’s krig mod Taliban vidste ikke, at styrkerne ville forlade flyvestationen Bagram natten til fredag den 2. juli.

Nøjagtigt 20 minutter efter, at det sidste fly var lettet, slukkede strømmen som forprogrammeret. Den slags er amerikanerne gode til. Luftbasen lå hen i komplet mørke. Den var på størrelse med en mindre købstad, komplet med svømmebassin, biograf og fastfood. Strømafbrydelsen var signalet til de altid årvågne kriminelle bander, som trængtes om at sprænge sig vej ind. Plyndringsmænd brød portene op til basen, som kun var blevet brugt af USA og Nato. De ransagede barakkerne, teltene og hangarerne. De lastede godset over i bilerne, som amerikanerne havde efterladt uden nøgler. Godt nok var jagerflyene væk, men køleskabene var fulde af Coca-Cola og energidrikke, som blev stadig dvaskere, som temperaturen steg.

Næste morgen klynkede Joe Biden over, at han ikke mødte mere velvilje.

»Jeg vil bare gerne tale om alt det gode, mand,« sagde han og beklagede sig over, at journalisterne stillede så mange negative spørgsmål.

»Hør nu her, det er den amerikanske uafhængighedsdag i dag, og vi har fri. Det har jeg da tænkt mig at fejre.«

Han tilføjede, at efter en snes år mente han nok, at afghanerne selv kunne styre deres land. Det kunne de i alt fald blive nødt til.

*

USA forråder gerne sine lokale allierede, når krigen bliver upopulær derhjemme. I foråret 1975 var det sydvietnamesere, som bønfaldt om at blive hjulpet ud efter at have arbejdet for de amerikanske styrker. Præsident Gerald Ford bad den amerikanske kongres om midler til at evakuere de sidste amerikanere sammen med 175.000 lokale hjælpere. Men kongressen ville ikke spilde flere dollars på en krig, der var tabt. Demokraterne ledede kongressen, og en af de mest modvillige var en 32-årig nybegynder-senator fra Delaware ved navn Joseph R. Biden:

»Jeg vil stemme for et hvilket som helst beløb for at få amerikanerne ud. Jeg vil ikke have det blandet sammen med at få vietnameserne ud. Jeg mener ikke, at De Forenede Stater har nogen moralsk forpligtelse til at evakuere fremmede statsborgere. USA har ingen forpligtelse af nogen slags til at evakuere hverken én eller 100.001 sydvietnamesere.«

Selv om jeg var skeptisk over for retorikken om demokrati som noget, der nærmest kunne pakkes ind i gavepapir og foræres til afghanerne, troede jeg som så mange andre, at fremskridtene ville komme lidt efter lidt.

Åsne Seierstad, norsk forfatter og journalist

I Afghanistan gik det, som det måtte gå. I juli kontrollerede Taliban halvdelen af landet. Hver uge siden da har de sorte turbaner erobret nye områder. Stadig flere afghanske soldater har overgivet sig uden kamp. Den 15. august overtog Taliban både Kabul og basen Bagram, blot seks uger efter at amerikanerne forlod flyvestationen. Da var drabene for længst begyndt på de mennesker, som havde hjulpet amerikanerne. Mange er blevet slået ihjel det sidste år, mens deres visumansøgninger sad kilet fast et sted i bureaukratiets forviklinger. Tolkene, chaufførerne, agenterne, kokkene, rengøringsfolkene, sekretærerne – nej, nu måtte afghanerne virkelig til at hjælpe sig selv.

*

Der er gået 20 år, siden jeg selv hang ud på flyvestation Bagram. Det var, længe før Burger King og Pizza Hut indtog sletten, og endda nogle år før Vestens politikere fik den idé at indføre demokrati, nu de alligevel var i gang. Det var sågar, lang tid inden Vestens militærledere fandt på at lære afghanerne at føre krig. Afghanerne havde i tidens løb nedkæmpet angreb fra mongolerne, mughalerne, perserne, grækerne, sikherne, briterne og sovjetrusserne. Nu ville vi lære dem at opbygge en hær.


I 2001 lignede basen noget, der havde været en tur igennem helvede. Den var blevet bygget af Sovjetunionen i 1950’erne og havde været Den Røde Hærs hovedbase hele vejen op igennem 1980’erne: lige fra den ulyksalige invasion i 1979 til retræten beordret af Gorbatjov 10 år senere. Derpå blev basen holdt af mujahedinerne, indtil den blev overtaget af Taliban i 1996. Startbanen var gennemhullet, flytårnet sprækkede som en skulptur på springtur, og ikke én af bygningerne havde en hel væg.

Da jeg kom dertil i november 2001 efter seks ugers rejse, holdt Taliban til i Kabul et halvt hundrede kilometer længere mod syd. De forskellige militser holdt til i området nord for under ledelse af Den Nordlige Alliance.

*

Der gik ikke lang tid fra 9/11-angrebene på New York og Washington i 2001, til det kom frem, at det var al-Qaedas leder, Osama bin Laden, som havde beordret terroren. Bush svor hævn. Det var første gang, jeg hørte om Taliban: bevægelsen, som havde givet den arabiske terrorleder ly. De nægtede at udlevere ham og beseglede dermed deres egen skæbne.

Det hævntogt ville jeg med på. Jeg fandt et eksemplar af Ahmed Rashids sidenhen legendariske bog Taliban i Oslo-boghandlen Norlie og tog af sted. I september 2001 kontrollerede Taliban 90 procent af Afghanistan. Det eneste sted, hvor Den Nordlige Alliance havde bidt sig fast, var her i nord under den sagnomspundne leder Ahmed Shah Massud. Han var blevet dræbt få uger tidligere af en mand fra al-Qaeda i journalistforklædning.

Åsne Seierstad har fundet den burka frem, som hun benyttede, da hun opholdt i Afghanistan for 20 år siden. Foto: Tomm W. Christiansen

Jeg blev fragtet over fra Tadsjikistan på en flåde, natten før Bushs bomber begyndte at falde. Jeg fulgte Den Nordlige Alliances felttog, som langsomt bevægede sig mod syd over bjergkæden Hindu Kush og ned over Panshir-dalen. Vi red på heste, vi gik til fods, vi lejede en jeep, vi fik lift af soldater. Lige indtil vi brat stoppede op ved Shomali-sletten, hvor flyvestation Bagram lå.

Taliban holdt den afghanske hovedstad, men var under angreb fra flere fronter. Vi holdt os nogle kilometer bag fronten og besøgte frontlinjerne derfra.

Det havde taget mig seks uger at nå frem til Kabul-fronten. Hver dag tog jeg til fronten ved Bagram for at tjekke, om der var sket nogen ændringer. Hver aften kom jeg hjem til den afghanske landsbyfamilie, som husede mig, uden at skrive en linje.

For mit medie havde smidt mig på porten.

*

En sidste helikopter skulle fragte journalister, hjælpearbejdere og andre, der havde råd, ud. Snart ville bjergkæden Hindu Kush blive dækket af sne, og det ville blive umuligt at flyve højt nok over bjergtoppene. Hvis vi blev, måtte vi afvente forårets tø for at komme ud. Eller hvis Taliban faldt, kunne vi rejse ud via Kabul, hvor mænd i sorte turbaner foreløbig spærrede vejen. Jeg satsede på det sidste.

»Jeg ved godt, hvorfor du bliver her!« skændte en kollega, som havde tiltusket sig et sæde i helikopteren.

»Det er, fordi du ikke har noget liv!«

Det var jeg nødt til at tænke over. Hvis »et liv« betød mand og barn, hus og hjem, så var det rigtigt nok, at jeg ikke havde alt det. Mit liv var altid her og nu. Ingen ville savne mig, hvis jeg blev i Afghanistan vinteren over. Verdensbegivenhederne var vigtigere end mig som så ofte før – derfor var det nemmest bare at blive. Jeg skulle bare holde lav profil i nogle dage, tænkte jeg. Jeg gik ud fra, at de ville have mig tilbage på mediet, når de fik tænkt sig om.

Hver dag kom kommandant Khawani slentrende i sine slidte sandaler. Han var en stor, stout mand med langt skæg. Læderremmene hang løst om hans fødder, som var støvede af sandjorden på flyvebasen.

»Der mangler lidt endnu,« sagde kommandanten ud i luften og inviterede os på frokost.

*

Jeg befandt mig i epicenteret af konflikten mellem USA og al-Qaeda uden nogen at skrive for. Her satte jeg livet på spil for ingenting. Min redaktør stod på sit. Han accepterede ikke, at jeg ikke havde pareret ordre. Men min redaktør kunne trods alt ikke komme og hente mig. Jeg fandt en anden avis. Og det var på høje tid, for næste dag troppede kommandanten ikke op i sandaler, men i militærstøvler. Der var noget i gære.

»De har frist indtil klokken to,« sagde han og pegede over mod Taliban, der holdt til mindre end 500 meter væk.

»Hvis de ikke overgiver sig, angriber vi.«

Han kastede risen i sig i en fart. Pludselig var der fuld aktivitet på sletten. Jeg fulgte efter kommandanten og afkortede med tiltagende nølen distancen til Taliban-soldaterne på den anden side. Lige før tidsfristen så jeg mit snit til at gemme mig bag en sammenstyrtet mur. Klokken slog to, den blev et minut over, to minutter og tre minutter – og så var angrebet i gang. Det blev straks gengældt, og jeg nåede at indse, at jo, jeg havde faktisk et liv et helt andet sted på jordkloden. Imens slog raketterne ned omkring mig, og kuglerne susede over sletten, som hurtigt nok blev grå af støvet fra raketternes nedslag.

Efter et par timer var angrebet ovre, lige så pludseligt som det var startet. Kun nogle spredte drøn brød stilheden. På kommandant Khawanis radio indløb der meldinger om, at Talibans positioner rundt om Kabul var blevet erobret. Mange af dem uden kamp. Talibanerne havde forladt dem og var flygtet sydpå eller havde overgivet sig til Den Nordlige Alliance.

»Omring dem uden at dræbe dem!« lød kommandoen fra Bagram-basen.

»Hvis de gør modstand, dræber vi dem,« lød svaret.

Nogle minutter senere så jeg min første talibaner, som formentlig så en blond person for første gang. Nogle så bange ud, og andre smilede. Det var aftalt spil.

»Hvordan har du det, din horesøn?« råbte en soldat i Den Nordlige Alliance til en talibaner. De kendte hinanden hjemme fra landsbyen og gav hverandre et kram. Den ene havde ladet sig hverve af Den Nordlige Alliance, og den anden af Taliban. De to mænd inkarnerede mundheldet om, at afghanerne kan ikke ejes – kun lejes.

*

Jeg ser tilbage på den tid for at sætte Talibans sejr den 15. august i perspektiv. Sejren midt i august i år er et ekko af november 2001 – rollerne er bare byttet om.

Det har været interessant at kigge i mine notater fra for en snes år siden. Den første talibaner, jeg talte med, havde langt hår, skæg og turban. Han sagde sådan her:

»Jeg vidste ikke, at vi skulle overgive os i dag. Vores kommandant sagde bare, at vi skulle stole på ham – så ville han redde vores liv.« Og så gik hele delingen samlet over til Den Nordlige Alliance. Fuldstændig ligesom hele delinger er gået fra den afghanske hær over til Taliban denne sommer. Verden skulle måske have lyttet til den tilfældige talibaner, jeg mødte. Det kunne have sparet os to årtiers krig.

»Vi afghanere må finde frem til fred sammen. Vi vil ikke have udlændinge her – hverken arabere eller amerikanere,« forsatte han.

»USA har lov til at bombe, men de har ikke krav på Afghanistan.«

*

Næste morgen passerede vi ligene af dem, som ikke havde overgivet sig. Det var mest arabere og andre udlændinge fra al-Qaeda, som til forskel fra afghanerne ikke bare kunne skifte side. Fluerne summede allerede omkring de døde kroppe, og fuglene var begyndt at hakke i dem. Langs vejen lå deres baser øde hen. Folk fra landsbyerne var i fuld gang med at rane deres ejendele: madrasser, vandkander og lygter. Det var et langt mere fattigt udbytte, end der blev efterladt til banderne på Bagram-basen nu her 20 år senere, men for landsbyfolkene var baserne skattekister.

Inde i Kabul sparkede en flok unge knægte til nogle lig, som lå under en basketball-kurv. De stod glatbarberede og grinede: Omsider kunne de fjerne skægget og ikke lade det stå i mindst en knytnæves længde, som Taliban havde påbudt dem. Også her kan jeg se mine notater pege frem mod situationen i dag. Jeg spurgte de glatbarberede fyre, om de tidligere talibanere kunne sidde med til højbords og bestemme.

»Ja, de kan fjerne skægget og tage turbanen af – så bliver de nok godtaget« Men forsoningen fandt aldrig sted. USA og Nato kom på tværs af den, indtil Vesten fik nok.

Det er kendetegnende for disse alliancer og alle aftalerne og denne købslåen, at de styres af mænd ligesom det meste andet i Afghanistan. Kvindeundertrykkelsen i Afghanistan blev ikke indført af Taliban – de forværrede den bare.

Da jeg sidst rejste rundt i nordområderne uden for Talibans kontrol, levede også alle kvinderne dér skjulte inde i en burka. Når jeg besøgte kommandanterne og landsbylederne i deres hjem, så jeg aldrig en kvinde. Sønnerne serverede maden, mens kvinderne raslede forbi bag den lukkede dør. Selv blev jeg qua mit fag opfattet som en del af mandesfæren og var som regel i følge med andre journalister, som alle var mænd.

»Skriv om kvinderne, som smider burkaen,« ønskede min nye redaktør, da jeg var ankommet til Kabul efter Talibans flugt.

»Jamen jeg har ikke set nogen!«

Jeg havde endnu ikke set en afghansk kvindes ansigt i den nyerobrede hovedstad. Min redaktørs forventninger var et eksempel på Vestens utålmodighed og sort-hvide tankesæt: Hvis Taliban var onde undertrykkere, så måtte den anden side jo være god og moderne og fremskridtsvenlig. Tiden ville vise, at sådan var det ikke. Krigsherrernes grådighed på begge sider var med til at ødelægge mulighederne for fred. Nato-styrkerne blev således også brugt til egen vinding og private opgør.

*

Jeg har stadig shampooflasken, som jeg købte i Kabul i november 2001. På det tidspunkt havde jeg ikke været i bad i seks lange uger. Ude i landsbyerne vaskede man sig med en kop vand eller to. Jeg fandt et hotel med vand og fyldte badekarret af frygt for, at vandet skulle forsvinde.

Så gik jeg ned i en lille butik med dagligvarer. Alle shampooflaskerne på hylderne var streget over med sort tusch. Wella med det tegnede kvindeansigt – væk med hende. På alle sæber og alle importerede madvarer havde nogen stået med en pen og fjernet kvinderne. Jeg tog flasken med hjem som et minde om en tid, der aldrig ville komme tilbage. Sådan må jeg have tænkt.

I endnu en spejling så jeg i sidste uge på Twitter et billede, som fik mig til at fare sammen. Jeg har set værre billeder og værre undertrykkelse, men det billede var så symbolladet. Måske var det den ro og selvsikkerhed, som scenen udstrålede. Det var af en mand med en bøtte hvid maling, som stod og malede en reklameplakat over. Den havde en køn kvinde som blikfang, og strøg for strøg forsvandt hendes træk bag lagene af hvidt. Ligesom Afghanistans kvinder vil forsvinde fra det offentlige liv, hvis de ikke efterlever det nye islamiske emirats regler.

Frygt er en effektiv måde at undertrykke andre på. Og kvinderne i Afghanistan føler sig ikke trygge. Nøjagtigt ligesom de ikke gjorde det, da Taliban forlod hovedstaden i 2001, og kvinderne var flere måneder om at tage burkaen af. Mange har beholdt den på lige siden.

*

Som jeg gik dér med den dyrebare shampoo i tasken, så jeg et skilt, hvor der stod BOOK SHOP.

Inderst i lokalet stod en velklædt mand med nyklippet skæg. Solen skinnede på hylderne gennem støvede vinduer, men indenfor var der mørkt. De havde ikke haft elektricitet i årevis. I modsætning til kvinderne, som stadig levede i skjul under burkaerne, havde denne mand kastet frygtens åg af sig. Fra deres gemmesteder bar han bøgerne op, som Taliban havde forbudt, fordi de ikke var islamiske nok. Det var illustrerede bøger og udenlandske bøger. Han var i gang med at fjerne de papirlapper, han havde skjult fotografierne under. Hvis et billede havde en hest i baggrunden, var den dækket med et stykke tape, for Taliban tillod ikke afbildning af nogen levende væsner. Endelig kunne hesten ryste på manken. Boghandleren lo.

*

Jeg købte nogle bøger, og boghandleren inviterede mig på middag. I dette udbombede hus i bydelen Mikrorayon boede han med sine to koner, sine børn og sin mor. Det var første gang, jeg sad med et sted, hvor kvinder og mænd spiste sammen. Som jeg sad dér og endelig fik lov at høre kvindernes stemmer, tænkte jeg: Her er der en bog. Denne families historie fortjener en bog.

Næste dag bad jeg om lov til at flytte ind.

Jeg blev der indtil næste sommer.

Jeg funderede tit over, hvem der ville orke at læse den bog. Der skete jo ingenting. Altså der skete ingenting, når jeg var sammen med kvinderne. Så sad vi for det meste på gulvet og ventede på, at livet blev sat i gang af andre. Selv i denne forholdsvis åbne familie kendte patriarken ingen anden model for sin rolle som familieoverhoved end den, som hans egen far og hans farfar før ham havde repræsenteret.

*

Jeg indså, at moderniseringen af landet ville tage tid. Den nye afghanske præsident, Hamid Karzai, sagde, at nu kunne kvinder gå frit omkring, tage uddannelse og arbejde – men det hjalp alt sammen ingenting, hvis du havde en far eller en ægtemand, der bestemte, at det ikke gjaldt for dig. Magten lå stadig hos patriarken, i klanen og i traditionerne. Det var familieforholdene, som afgjorde, hvor meget frihed du fik som kvinde.

Alligevel levede Vesten efter Talibans fald i den vildfarelse, at det gik den rigtige vej. Det samme troede jeg. Jeg måtte skynde mig at skrive bogen, tænkte jeg, før alt var forandret, og bogen irrelevant. Det var før Irak-krigen og før Islamisk Stat, før radikaliseringen og før de tunge tilbageskridt. Fremtidsoptimismen rådede. Og selv om jeg var skeptisk over for retorikken om demokrati som noget, der nærmest kunne pakkes ind i gavepapir og foræres til afghanerne, troede jeg som så mange andre, at fremskridtene ville komme lidt efter lidt.

Åsne Seierstad

Jyllands-Posten har bedt den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad skrive et personligt essay på baggrund af den seneste udvikling i Afghanistan.

Den 51-årige Åsne Seierstad er en af Skandinaviens mest prisbelønnede journalister. Hun er internationalt berømt, og flere af hendes bøger er bestsellere – bl.a. gennembruddet ”Boghandleren i Kabul” (2002).

I bogen gik hun så tæt på livet i en afghansk familie, at patriarken i familien trak hende og forlaget i retten. Beskrivelserne i bogen var ifølge ham og hans advokat langt over grænsen for det tilladelige. Sagen kørte i årevis, indtil Seierstad og forlaget til sidst blev frikendt i den norske højesteret i 2015.

Åsne Seierstads seneste bog ”To søstre” (2016) dykker ned i historien om to norsk-somaliske søskende, der flygter til Syrien. Inden da skrev hun bogen ”En af os” om Anders Behring Breivik.<AS><fakta_luft_6p>

Tidligere har hun været korrespondent i Rusland, Kina og Afghanistan, Kosovo og siden i Irak, hvorfra hun i 2003 sendte reportager hjem til både NRK, SVT og DR.


Nu ser jeg, at jeg kunne skrive den samme bog igen. Det er en trist tanke. Nu er historien endda blevet endnu mere dyster. Bøgerne skal igen ud af hylderne, billederne igen males over, kvinderne på ny dækkes til. Igen sidder de indendørs af frygt for, hvad der kan overgå dem uden for hjemmet.

*

Taliban taler med to tunger. Indtil videre har vi hørt den mest mådeholdne fløj udtale sig. De har talt om forsoning, inkludering og kvinders rettigheder. De har sagt, at kvinder fortsat kan studere og piger gå i skole. Samtidig ved vi, at ude omkring i provinserne foregår drabene på dem, der har samarbejdet med Vesten. Kvinder og pigebørn bliver truet på livet, hvis de fortsætter deres skolegang og deres arbejde.

Spørgsmålet er, om Taliban har ændret sig siden 2001. Selv mødte jeg talibanerne på en tid, hvor de stadig var bange for de amerikanske bomber. På en rejse i den urolige Paktia-provins havnede jeg på et gæstgiveri i Khost, hvis andre værelser husede bevæbnede soldater med turban. Jeg måtte op på taget for at få signal til satellittelefonen, og pludselig var jeg omringet. Fascineret sad soldaterne og betragtede mine fingre bevæge sig over tastaturet og slå numre ind for at finde signal og til sidst tale i telefonen.

Den ene talibaner sagde pludselig med sorgfuld mine, at han vidste alt om sit våben: hvordan han skulle skyde, hvordan han skulle dræbe, hvordan han skulle pudse og reparere våbnet. Men han havde aldrig brugt en telefon. Han fortalte, at han havde små børn, og at han håbede, at hans otteårige søn en dag ville lære at bruge en telefon.

I dag har Taliban iPhones, internet og Facebook. De sender gerne deres trusler digitalt – hvis det så kan ses som et fremskridt. Islamistbevægelser med holdninger, som hører hjemme i 700-tallets Arabien, nyder gerne godt af den moderne teknologis muligheder inden for våben, overvågning og kommunikation.

Jeg vil tro, at hvis den talibaners søn ellers har overlevet og dermed er 28 år i dag, så ved han godt, hvordan en telefon virker. 70 procent af afghanerne har en mobil. Det ændrer bare ikke på, at han sagtens kan være analfabet, sådan som en tredjedel af Afghanistans unge mænd og to tredjedele af de unge kvinder er det. Blandt de ældre afghanere er antallet af analfabeter endnu højere.

*

Hvad havde vi egentlig regnet med?

Hvad havde jeg selv regnet med?

At vi kunne forme Afghanistan i vores billede?

Min bog om boghandleren i Kabul blev bestridt af hovedpersonen selv og genstand for en retssag i Norge. Ikke desto mindre gik bogen verden rundt. Jeg modtog et håndskrevet brev fra Tony Blair og et kort fra Buckingham Palace. En dag dumpede en konvolut fra Det Hvide Hus ind ad brevsprækken. Den var fra den amerikanske førstedame Laura Bush, der var gift med ham, som havde startet krigen. Fruen takkede mig for bogen, jeg havde skrevet, og mente, at den viste, at Vestens tilstedeværelse i Afghanistan var nødvendig.

Her i sommer udtalte hendes ægtemand da også, at han var bange for, hvad kvinder og unge piger ville blive udsat for uden de tropper, han havde sendt ind. Han var også bekymret for de mennesker, der havde arbejdet for USA.

»De bliver bare efterladt på slagtebænken til disse meget brutale mennesker. Det knuser mit hjerte.«

*

Jeg er selv blandt dem, som forlod Afghanistan. Det skortede ikke på gode undskyldninger for at give efter for frygten og tage advarslerne alvorligt og komme væk fra konflikten. I dag føles det som et svigt. Jeg læser om tolke og vagtfolk, som desperat har skrevet til de norske myndigheder uden at få svar, mens det norske forsvarsministerium ikke besvarer journalisternes spørgsmål, fordi ministeriet »ikke går ind i enkeltsager«.

Den amerikanske præsident Bush har fået voldsom kritik for den store krig, han satte i gang. Jeg har fået kritik for min bog. Den er måske med rette blevet kritiseret for at være eurocentrisk og orientalistisk. Og hvorfor er det altid os i Vesten, som fortæller deres historie? Hvorfor er det ikke afghanerne selv?

Da min bog om boghandleren i Kabul gik verden rundt, ville jeg yde mit til, at afghanerne selv kunne skrive deres historier.

Har du lært at skrive, er du et skridt på vejen til at fortælle din egen historie. I den forstand var uddannelse det eneste, som jeg virkelig troede kunne skabe udvikling. For det, du lærer, kan ingen tage fra dig. Jeg besluttede at bygge en skole i Afghanistan og gav penge til den norske Afghanistankomité. Den havde holdt stand under Sovjet, under mujahedinerne og under Taliban. Komitéen var der for det afghanske folk uanset regime.

*

Jeg ville lade en blandet skole bygge, men det lod sig ikke gøre. Så valgte jeg at starte en pigeskole frem for en drengeskole. Gul Dara High School har i de seneste 15 år haft omkring 500 elever i to skift om dagen. Gennem den skole lærte jeg, at det ikke rækker med klasseværelser – samfundet udenom skal også fungere. Der indløb konstant forespørgsler om det, der var brug for:

Først havde skolen brug for et solidt gærde. Familierne turde ikke sende pigerne derhen, når mandfolk kunne stå og kigge lige ind i skolegården. Dernæst havde de brug for en brønd. Børnene havde ikke rent vand derhjemme eller ikke råd til flasker til at tage vand med sig, og den lange skolevej betød, at de blev dehydrerede i løbet af dagen. Så vi borede efter vand. Derefter havde de brug for børnepasning. Mange af lærerne var nemlig nødt til at have deres egne børn med sig, og nogle af eleverne havde deres små søskende i slæbetov, og det forstyrrede undervisningen. Så måtte vi bygge en slags børnehave. Der manglede også et sted at læse lektier, fordi mange af pigerne hverken havde lys eller bord derhjemme. Til sidst byggede vi et bibliotek og et laboratorium og en legeplads.

Alt det er noget, vores egne børn har adgang til som det naturligste i verden. Sådan er det ikke i Afghanistan, hvor basale behov som sikkerhed, vand, mad og lys endnu ikke er dækket.

I dag kommer vi ikke uden om spørgsmålet om, om vi kunne have brugt milliarderne anderledes? Hvordan kunne vi have fremmet forsoning og udvikling i Afghanistan i stedet for at bruge vores 20 år i landet på at opnå en sejr på slagmarken? Og hvem lytter vi til i Afghanistan: krigsherrerne eller skolelærerne?

*

Nu står alt det, vi har opbygget der, på spil – også Gul Dara High School. Selv med Nato i landet gik kun halvdelen af de afghanske børn i skole. Flere af dem har oplevet angreb på skolen eller på skolevejen. For hvert år er antallet af angreb på skolerne taget til.

Især pigeskoler bliver udsat for attentater. Lærerinder er blevet dræbt. Allerede for to år siden var over tusind skoler lagt i grus af Taliban, og for første gang siden 2002 steg antallet af børn, som ingen uddannelse fik. De fleste af dem, der ikke går i skole, er piger. Der er mangel på kvindelige lærere, flere skoler mangler sanitet, og mange piger gennemfører ikke deres skolegang, men gifter sig efter nogle års undervisning. Næsten hver femte afghanske pige gifter sig, før hun fylder 15. Taliban sender begravelsesklæder til pigeskolerne som en slet skjult trussel. Forældre får breve om, at hvis de sender døtrene i skole, vil de blive betragtet som frafaldne fra islam. Brevene bærer det islamiske emirats segl. Det er det navn, Taliban bruger om sig selv.

Hvis det skal måles på skolegang, har det internationale samfund allerede brudt sine løfter til Afghanistans piger.

*

Alligevel er den afghanske befolkning ikke den samme, som den var, da Taliban trak sig tilbage i 2001. Befolkningen har lært meget på disse 20 år. Tusindvis af piger og drenge har fået en uddannelse. Tusindvis af kvinder og mænd har fået smag for et andet liv. De har smagt på friheden eller i alt fald fremskridtet. Noget af det må stadig være der. For den uddannelse, du har fået, kan ingen tage fra dig.

Så det store spørgsmål er, om Taliban er de samme? Har bevægelsen modereret sig i løbet af alle disse år?

Ledernes retorik kan få os til at tro det, men virkeligheden ude omkring viser det modsatte. Talibans kynisme og magtiver betyder, at tingene for en overfladisk betragtning er anderledes end for 20 år siden. Taliban vil ikke lukke alle pigeskolerne denne gang – men vil vi gøre os besværet med at tjekke, hvad de lærer pigerne?

På tirsdag, når august rinder ud, er det tidsfristen for Vestens tilbagetrækning. Da skal alle udenlandske tropper være ude. Og ydermere har IS nu entreret slagmarken. »Afghanerne må klare det selv«. Biden vil glemme. Også Taliban ønsker glemsel.

Det lover ikke godt.

Essayet er oversat fra norsk af Sara Høyrup.


Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Læs også