»I dag lever vi et liv, som vi overhovedet ikke er skabt til«

»Vi skal lige stoppe her,« siger tv-vært og forfatter Mikael Kamber brat og spejder frem og tilbage i et istidslandskab i Jægersborg Dyrehave nord for København.

Landskabet, ved navn Ulvedalene, er dannet i slutningen af sidste istid, hvor vand fra smeltende dødis har skåret dybe dale gennem en stejl kystklint. Dalens bløde bakker er resterne af kystklinten. På en bar plet står et ensomt, kroget egetræ som revet ud af en tegneserie.

Vi må lige over og hilse på, siger 54-årige Mikael Kamber og sætter kursen mod træet.

»Er det ikke vildt? Det er mindst 500 år gammelt« siger han paralyseret og sætter sine hænder på den rynkede bark.

Vi fortsætter det gående interview lettere forpustede op ad den stejle Djævlebakke. Den næsten to meter høje mand i vandrestøvler og friluftsjakke nedlægger bakken i lange skridt. Mikael Kamber kan også finde på at hamre pulsen op ad bakken på en mountainbike, men han foretrækker at gå.

De seneste år har han sat tempoet ned ved at gå. Han mener, det at gå hænger uløseligt sammen med, at det går godt.

»Jeg går typisk hver dag. Skal jeg til møde, foretrækker jeg at gå til det, fordi man ankommer dejlig afklaret, rolig og i stand til at lytte. Støjen inde i hovedet lægger sig under en gåtur. Hvis man går og reflekterer over noget af det, mødet skal handle om, så er man også mere klar på, hvad man vil, når man er fremme. Man ankommer ikke revet ud af en anden kontekst, hvor man lynhurtigt skal foregive at være fuldstændig til stede i en ny. Sådan fungerer vi ikke,« siger Mikael Kamber.

Han er aktuel med bogen ”Gå Godt”, der handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Slå autopiloten fra. Både helt lavpraktisk, når vi sætter det ene ben foran det andet, men også i vores arbejde, livsstil og tankegang.

En mulig løsning på nutidens store hovedpiner som klimakrise, overforbrug, ulighed, stress- og depressionsramte ligger for fødderne af os, mener Mikael Kamber.

Det stillesiddende liv

I istidslandskabet runger en spættes trommehvirvel gennem skoven.

»Det her er et af de steder i Danmark, hvor der tidligst kom mennesker,« fortæller Mikael Kamber og tilføjer, at jæger-samlerne formentlig har stået i det frosne, knasende græs, der til forveksling har lignet det, vi nu står i.

For jæger-samler-familierne var de to ben vitale for et gående liv. Det er vores to ben, som har skabt os. Uden evnen til at løfte os op på to ben, gøre hænderne fri og dermed give plads til, at hjernen kunne vokse, havde verden ikke set ud, som den gør i dag, fortæller Mikael Kamber. Både på godt og ondt.

Modsat jæger-samlerne lever mange et stillesiddende liv i dag.

»Det liv, vi er skabt til at leve, er udviklet biologisk set gennem et par millioner år, og de ændringer, vi har lavet i vores hverdag, er sket de sidste 75 år. Stort set alle sammen. I dag lever vi et liv, som vi overhovedet ikke er skabt til. Vi lever et stillesiddende liv indendørs, hvor vi har en masse ting svirpende rundt i hovedet, som stresser os,« siger Mikael Kamber.

De teknologiske forandringer har medført, at det ikke er nødvendigt at gå mange skridt i vores dagligdag, men vi fungerer både fysisk og mentalt bedst, når vi går på vores to ben, fortæller Mikael Kamber. Det samme gælder vores forhold til omverdenen.

»Hvis vi har alt vores gods og guld med os i dag, vil det være en belastning for os. Alt, hvad vi behøver, er vores krop og godt med tøj, fordi det er koldt i dag, men ellers så lidt som muligt. Når man går, begynder man at reflektere over, hvad der egentlig er ens virkelige værdier. Er det alle de ydre ting, vi stræber efter?«

Vi skal lade os inspirere af det, vi kommer fra, opfordrer Mikael Kamber. Han foreslår, at man kigger på sit liv og ser, om man er i sit optimale tempo.

»Mange vil nok sige: ”Nej, det er jeg ikke hele tiden. Det går simpelthen for stærkt”. Også i vores livstempo. Det handler om at leve et liv, hvor vi rent faktisk er i stand til at høre og se, hvad der foregår omkring os. Og på et endnu højere plan, hvad angår forbrug, altså ikke tage mere ud, end vi er i stand til at give tilbage igen.«

Fire af fem morgener

Mikael Kamber har selv været i et tempo, hvor fingrene snurrer, og hver en hvileløs tanke kaster sig over arbejde.

Et kort blik på hans cv tyder også på, at karrieren ikke er sket i gangtempo. Som mange andre gennem 20’erne, 30’erne og 40’erne har han haft et hæsblæsende arbejdsliv blandt andet som mediedirektør hos Danmarks Radio.

»Det var mere kalenderen, som styrede mit liv, end mig, der styrede kalenderen,« fortæller Mikael Kamber.

På en arbejdsdag for 15 år siden blev Mikael Kamber som mediedirektør i Danmarks Radio hevet i fra alle sider. Da klokken blev 18, og han endelig havde ro til at tage sig af de opgaver, han havde set frem til, sad han som en luftløs ballon i kontorstolen. Han opdagede, at han var sulten, så han gik ned i kantinen. Uden at Mikael Kamber var klar over det, stod sundhedsekspert Chris MacDonald i kantinen og holdt et fyraftensmøde for medarbejdere. Det var, som om han havde ventet på, at Mikael Kamber skulle træde ind, for det, sundhedseksperten efterfølgende sagde, ramte mediedirektøren lige i mellemgulvet.

»Det skal være sådan, at i hvert fald fire morgener af fem skal du glæde dig til, hvad du skal lave den dag. Hvis du ikke gør det, så er der noget galt i dit liv,« sagde Chris MacDonald med sin karakteristiske amerikanske accent.

Jo egentlig ret banalt, tænkte Mikael Kamber, men også rigtigt. På det tidspunkt var det en god uge, hvis han så frem til bare én af dagene i ugen.

»Den maniske travlhed besluttede jeg at lægge bag mig, så jeg fik tid til hver dag at gøre det rigtige,« fortæller Mikael Kamber, og ikke længe efter var han færdig som mediedirektør. Han besluttede, at han ville leve et liv, hvor kalenderen ikke længere var tætpakket, men hvor han hver dag havde plads til at gøre uplanlagte ting.

Det hensigtsmæssige tempo

Vi nærmer os Den Røde Port. S-toget suser ind mod centrum, og bilerne fræser forbi Kystvejens mondæne villaer.

Det hurtige tempo de seneste 100 år er et produkt af menneskets kreativitet, høje ambitioner og jagt på resultater. Uden den, intet internet eller månelanding.

Vi kan ikke lade være med at tænke, at ting kan være anderledes, bedre eller hurtigere, mener Mikael Kamber:

»Driften mod at sætte nye hegnspæle er også en del af at være menneske. Det handler bestemt ikke om at være uambitiøs, men det handler om at balancere det og være i stand til at komme ned i tempo. Det hensigtsmæssige er, at ens grundtempo er relativt roligt, hvor man kan nå at reflektere over, hvad der er det rigtige at gøre i situationen,« argumenterer Mikael Kamber.

Det kan lyde lettere sagt end gjort at genfinde et gangtempo i et hektisk liv med madpakker, forældremøder og 8-16-arbejde. Men så må man tænke lidt mere snedigt, mener Mikael Kamber:

»Man kan kigge på sit arbejde og tænke i, hvordan kommer jeg til arbejdet? Behøver jeg nødvendigvis tage bilen eller toget hele vejen? Kan jeg omlægge en del af strækningen til at gå f.eks. et par kilometer før min arbejdsplads? I sin arbejdsdag kan man kigge på, hvilke møder man kan tage udenfor.«

Men hvordan kan et gående møde eller en gåtur i Dyrehaven være en løsning på den tikkende klimabombe, tiltagende afstand mellem rig og fattig og en eksplosion af stress- og depressionsramte?

»Der skal selvfølgelig meget mere til. At gå er en individuel handling, men det er ikke uvæsentligt, hvad du og jeg gør. Overvejelserne om tempo er værd at multiplicere, fordi det er det, man også behøver på et større plan. Er det nødvendigt at have det forbrug, som vi har? Særligt os, der bor i den rige del af verden, har et ansvar for at tænke på den måde. Det er os, som bruger en uforholdsmæssigt stor del af klodens ressourcer. Også i det perspektiv har vi et behov for at sætte farten ned og genfinde gangtempoet,« afslutter Mikael Kamber.