Fortsæt til indhold

Ledere, der arbejder i ferien, stresser deres ansatte

Det er ikke kun dig selv, det går ud over, hvis du hiver arbejdsmailen frem under ferien. Dine ansatte lider også.

Ledere skal holde sig fra at hoppe på arbejdsmailen i ferien, lyder opfordringen fra fagforeningen Lederne. Arkivfoto: Jens Dresling.
Karriere

Så meget som det end kan krible i fingrene for at sætte dig til rette i solsengen under parasollen med en kold drink, hive telefonen op ad lommen på dine badeshorts og logge ind på mailappen for at se, hvad der rører sig på det job, du netop har vinket farvel til for at tage på en velfortjent ferie - så lad være.

Især hvis du er leder.

Det er den klokkeklare opfordring fra Michael Uhrenholt, der er ledelsesrådgiver i Lederne.

I en pressemeddelelse, som fagforeningen netop har sendt ud, understreger han, at det kan sende forkerte signaler til de ansatte, hvis deres leder ikke holder ferie. Især dem, der selv overvejer at blive ledere.

»Vi står i forvejen med det problem, at færre og færre unge vil være ledere,« forklarer han i meddelelsen og tilføjer:

»Måske har de set deres forældre eller forældres venner være på og have travlt altid, og derfor tøver de med at vælge en lederkarriere. Når de så kan se, at deres chef er på konstant, kan det have en afskrækkende virkning på dem.«

Baggrunden for hans bekymring er en undersøgelse, som Lederne har lavet blandt sine medlemmer.

Den viser nemlig, at to ud af tre tjekker - og svarer på - arbejdsmails i ferien. Enten fordi de føler sig forpligtede til det, fordi de har lyst eller fordi de frygter en stor arbejdsbyrde og proppet indbakke, når de kommer retur på kontoret.

Men det kan have alvorlige konsekvenser. Og ikke bare for det signal, man sender til sine medarbejdere.

»Det siger sig selv, at man ikke vender tilbage til arbejdet fuld af energi, hvis man har været stresset under ferien eller ikke har kunnet slappe ordentligt af. Det er i den grad uhensigtsmæssigt både for lederen selv og for arbejdspladsen, som har brug for, at ledere kan samle kræfter og få ny inspiration på deres ferie,« mener Michael Uhrenholt.

Tæt på en tredjedel af de adspurgte medlemmer svarer nemlig også i undersøgelsen, at det stresser dem at føle, at de bliver nødt til at arbejde i sommerferien. Og tæt på halvdelen mener, at de ikke får slappet ordentligt af.

Ifølge Lederen, er det naturligvis den enkelte persons eget ansvar, at man ikke overarbejder i ferien, men det er i lige så høj grad virksomhedernes ansvar at skabe et miljø, hvor der ikke er en forventning om, at lederne altid er til rådighed.

Artiklens emner
Arbejdsmarked
Ledelse