Fortsæt til indhold

7 gode råd til jobsamtalen

Til en jobsamtale er det en god idé at skille sig ud fra mængden. Her er syv gode råd til, hvordan det kan gøres.

Sæt dig ind i sagerne før du går til samtale, lyder et råd. Arkivfoto: Colourbox
Karriere

Jobsamtaler kan for manges vedkommende give svedige håndflader og stigende puls.

Men med et ordentligt forarbejde, kan man som jobansøger forbedre sine chancer.

Sådan lyder det fra mediet Axios, der har samlet en guide til, hvordan man som jobansøger bedst klarer sig til samtalen baseret på mediets egne erfaringer i rekrutteringsrunder.

Ifølge Axios er der nemlig flere fejl, der går igen i de samtaler, der ikke går godt.

De to hyppigste er, at kandidaten enten ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i virksomheden, som vedkommende er til samtale hos, eller også har de ikke nok at sige, eller virker mere fikserede på at tale om dem selv, end selve jobbet.

Derfor anbefaler mediet 7 gode råd, man som jobansøger med fordel kan overveje inden samtalen:

1. Lad være med at være kedelig

Man skal fra starten vise, at man er en skarp og inspirerende kollega. Derfor er det en god idé at komme med observationer om tendenser, der rører sig i den branche stillingen tilhører. Hvis man som jobkandidat efterlader sig et indtryk af at være vidende hos jobinteriveweren, er det nemmere for intervieweren at huske kandidaten fra de mange andre.

2. Vær ikke uvidende

I forlængelse af det første råd, følger dette råd om mere specifik viden. Som jobansøger er det nemlig en god idé at spørge specifikt til, hvordan virksomheden håndterer ændringer i deres sektor- dog uden at det bliver en afhøring. Det er nok at vise, at man er interesseret i, hvad jobintervieweren bekymrer sig om i branchen.

3. Kend dem, du taler med

Det er altid nemmere at tale med en person, som man ved en lille smule om. Derfor er råd nummer tre, at sætte sig ind i, hvem det er, man sidder overfor, og hvilke meritter og baggrund vedkommende har. Det skal ikke ende i sniksnak om vedkommendes seneste ferie på Mallorca, men blot en hurtig bemærkning i starten af samtalen, der gør, at man som ansøger fra begyndelsen får interviewerens opmærksomhed.

4. Kritiser aldrig din tidligere eller nuværende arbejdsgiver

I en jobsamtalesituation vil advarselslamperne med det samme begynde at blinke, hvis man som ansøger taler dårligt om tidligere arbejdspladser. Det vil få intervieweren til at frygte, at de som potentiel kommende arbejdsgiver vil blive det næste mål for den kritik.

5. Snak ikke i ét væk

Man skal selvfølgelig svare på de spørgsmål, man bliver stillet, men gør det kort og godt. Hvis intervieweren ønsker at vide mere, skal de nok spørge.

6. Spørg til værdier

Virksomheders værdier og kultur er over de seneste år blevet mere italesat. Derfor er det også vigtigt som ansøger at spørge til netop dét. Hvis ikke intervieweren kan svare godt på, hvad virksomhedens værdier er, er det en vigtig information- både for ansøgeren og intervieweren selv.

7. Grav dybere

Det er vigtigt at vide, hvilken rolle virksomheden ønsker, at man som potentiel medarbejder skal spille. Derfor er det klogt, at spørge, hvad de ønsker fra én, og hvad de i grunden gerne vil have. Det viser, at man som ansøger tænker ud over jobansøgningen, og er interesseret i virksomheden.

Derudover lyder en vigtig pointe fra mediet, at hvis man som ansøger faktisk har nået jobsamtalen, betyder det, at man har de kvalifikationer og færdigheder, som jobbet kræver, hvilket er vigtigt at huske.

Pointen med samtalen er, at finde ud af, hvordan man som ansøger vil være som potentiel medarbejder, og hvordan man kan være med til at styrke virksomheden.

Noget tyder på, at det netop nu kan være vigtigt, at sætte sig ind i, hvordan man går til en jobsamtale. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at maj måned endnu engang satte rekord i antallet af beskæftigede.

Det kan du læse mere om her.

Artiklens emner
Arbejdsmarked
Danmarks Statistik