Den "gamle, sure mands" syn på ungdommen skal pakkes væk – ellers får Danmark ikke en ny Vingegaard, Landin eller Wozniacki
Kløften mellem de gamle sportsmønstre og en ny ungdomsgeneration kan koste Danmark medaljer og rekorder. Sådan lyder det fra Team Danmark, der kalder håndteringen af talenterne fra generation Z for sportens største udfordring.
Nogle fnøs og kritiserede dem for at være svage og uegnede til elitesport. Andre hyldede deres mod og kaldte dem for rollemodeller.
I sommeren 2021 bragte to af verdens største kvindelige sportsstjerner sig i fokus – men ikke for deres evner på banen.
På få måneder trak Naomi Osaka, en af verdens bedste tennisspillere, og Simone Biles, den mest vindende gymnast i amerikansk historie, sig fra store konkurrencer. Ærligt fortalte de i stedet om social angst, sårbarhed, pres og depression.
Duoen, begge født i 1997, prioriterede ikke blot deres mentale sundhed over medaljerne, de satte også en ny standard for hele diskussionen om trivsel i international elitesport.
Men noget har ændret sig markant siden Osaka og Biles’ opråb.
»Da var det to enkeltpersoner, der sagde, at det er okay ikke at være okay. Det, vi oplever nu, er noget helt andet. Det er meget mere end det,« siger Kristoffer Henriksen.
Han ved bedre end de fleste, hvad der rører sig under overfladen i elitesportsmiljøet.


