»Min far blev menneske på trods. Han lærte at gå med den mentale klumpfod, som Herlufsholm havde givet ham«
Jens Blendstrup voksede op med en småskør og fordrukken far, der styrede stemningen i huset. På godt og ondt. Nu er den aarhusianske forfatter dykket ned i farens barndom for at forsøge at finde ud af, hvorfor han blev, som han blev. Jagten på svar starter på en mørk sovesal på kostskolen Herlufsholm i 1937.
Den lille dreng var ulykkelig.
Han var sendt på Herlufsholm af sine forældre. Ni år gammel og med barndommens usikkerhed kriblende i kødet.
Hovedet var skruet godt på, og opholdet på den berømte kostskole var en enestående chance for stationsforstanderens søn til at hive sin familie fri af middelklassens hængedynd og blive en del af fremtidens elite.
Men lige nu betød de gyldne muligheder ingenting.
I hvert fald ikke for drengen.
Han savnede sine forældre så forfærdeligt, at han næsten ikke kunne være i sin krop.
Han ville væk fra kostskolens sovesal med rækkerne af kolde jernsenge og madrasser, der kradsede i huden. Væk fra nætternes bundløse mørke og kammerater, der snøftede sig i søvn. Væk fra utrygheden og de store drenge, der pinte og plagede livet ud af skolens små elever.
Han ville tilbage til sine venner og sit gamle liv på kommuneskolen i Præstø. Tilbage til sit værelse på førstesalen og fisketurene om søndagen.
Han ville hjem.
Men han vidste godt, at det var umuligt.
Det ville hans far aldrig tillade.
