Lars Juhl har fucket sit liv op i ny bog

Måske ringer navnet Lars Juhl en klokke. Den tidligere skibsredder og millionær skabte opsigt, da han i et interview i Jyllands-Posten beskrev sit hæsblæsende liv i overhalingsbanen og de enorme konsekvenser, det havde haft for ham. Et liv, hvor ambitioner og karriere blev synonym med grådighed, begær og bedrag. Bedrag af sine kunder. Bedrag af sin kone i hundredevis og bedrag af alle sine idealer - der til sidst bogstaveligt kostede ham livet.

Lars Juhl blev genoplivet, og det samme er hans historie, der med udgangspunkt i interviewet i Jyllands Posten er blevet til bogen »Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op«.

Bogen, som er skrevet af journalist Steffen Stubager, udkommer i dag og giver et hudløst billede af de konsekvenser, det kan have, når man glemmer sig selv og idealerne i den kompromisløse jagt på succes og anerkendelse.

Vi bringer her et kapitel fra bogen på et sted, hvor Lars Juhl er ankommet på kloster for at restituere sig oven på den heftige nedtur, der ramte, da han pludselig faldt død om i hjemmet.

Kapitel XXVII:

Giver man en nonne hånd, når man siger goddag? Må de have kontakt med mænd? Hvad fanden laver jeg i et nonnekloster?

Spørgsmålene stod på række, da jeg gik hen imod søsteren i Sankt Birgitta Kloster i Maribo. Hun var brun i huden og i øjnene, som jeg ikke kunne kigge væk fra, måske var hun fra Spanien eller Portugal. Hendes dragt var grå og ren og presset i stive folder, og over sit sorte slør bar hun en hvid krone af stof.

Hun var et mysterium for mig. Hvad gemte hun på?

Jeg var ankommet i min Audi S6, en direktørslæde med Lamborghini Gallardo-motor. På køreturen havde jeg lagt mærke til noget, som jeg aldrig havde lagt mærke til. Bøgen var sprunget ud. Og anemonerne i skovbunden. Jeg havde parkeret bilen og tjekket mobiltelefonen en sidste gang. Der var ikke en eneste e-mail. Jeg var bange, men jeg var også lettet over, at Diana havde taget ansvar for mig. Hun havde beordret, jeg havde adlydt.

Mobilen slukkede jeg og lagde ind i handskerummet. Det eneste, jeg tog med, var en bog om yogastillinger. Jens Hansen havde fortalt, at jeg fik brug for at strække mig og trække vejret dybt. Jeg havde levet i mit hoved, sagde han, nu skulle jeg mærke min krop. Yogabogen var lidt forbudt, for man skulle komme uden noget. Men jeg var aldrig bare kommet.

Søsteren tog min hånd ind mellem begge sine hænder og bød mig velkommen. Berøringen mindede mig om min mormor, men søsteren føltes varmere, dybere og samtidig fugtig og tør, og jeg smilede.

Hun førte mig gennem en lang gang, ind i en atriumgård og videre ad mørke, jordfarvede, rødgrønne ølandsfliser. Jeg stillede mine sko ved døren, fik at vide, at jeg skulle tage mine sutsko på. Jeg havde ingen sutsko med, jeg ejede ikke sutsko, så jeg gik ind i strømpesokker.

Søsteren viste mig op til første sal, gennem et bibliotek og videre ind på en gang med mange døre med numre på. Bag et af dem var mit kammer. Der var rent, fnugfrit med lineoleumsgulv, en enkeltmandsseng, som var strøget glat, et bord og to stole og en hylde på væggen, hvor der stod en bibel. Ved håndvasken på badeværelset stod et tomt vandglas. Ellers var der intet andet. Der var knap lyde. Kun hvis jeg koncentrerede mig, kunne jeg høre lyden af en bil fra vejen. Jeg tænkte på min Audi, der var langt væk nu. Så pakkede jeg mine sager ud og forlod rummet for at møde de andre.

Vi var 12 på besøg på klosteret. Der var en grafiker, en chefsygeplejerske fra Slagelse Sygehus, en skilsmissecoach og alle dem, jeg ikke nåede at høre om, før fire præster førte os videre. En af præsterne kiggede på mig, som om jeg ikke havde tøj på. Var jeg så nem at gennemskue?

…

Søstrene havde en klokke, som var anderledes end de klokker, jeg havde kendt til. Klokken var spinkel, på størrelse med en tå, og hun ringede ved at tage fat i en træpind i toppen med pegefinger og tommelfinger og dingle den fra side til side.

Dingelingeling.

Hun ringede os til bords, og senere ringede hun igen, da vi skulle synge første vers af en forårssalme om blomster.

Præsterne sang højt og smukt og rent og fik mig til at lyde som en skibspropel, hvorfor jeg dæmpede stemmen. Efter tredje ring med klokken blev vi bedt om at være helt stille.

Ingen måtte ytre et ord. Vi skulle mærke stolen under os, føle vores egne kroppe og lytte til stilheden, mens vi spiste. Jeg tænkte på de japanske forretningsfolk. Søstrene havde stillet mad frem, smørrebrød, hjemmelavet leverpostej, skinkeskiver, osteskiver, tomatskiver, agurkeskiver, halve æg og sild. Der var ingen mayonnaise eller remoulade.

Vi var 16 mennesker bænket omkring firemandsborde. Jeg havde det underligt over at sidde med tre andre mennesker uden at kunne spørge til, hvordan de var endt samme sted som mig. Vi sad tavse med ansigterne mindre end en meter fra hinanden, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mine øjne.

Jeg havde haft samme fornemmelse under mine rejser. Ofte havde jeg besøgt restauranter alene, og efter at jeg havde sat mig, kunne der gå fire-fem minutter, før tjeneren gav mig menukortet. I ventetiden læste jeg på mobilen eller i bøger. På fine steder lagde jeg aldrig bogen op på bordet, men rykkede stolen lidt ud og læste i skjul på mit skød. Men jeg sad aldrig og var. Jeg lavede noget.

Søsteren ringede med klokken igen, og vi sang salmens sidste vers. Bagefter ringede hun til stilhed. Fra det øjeblik måtte vi ikke udveksle et eneste ord med hinanden.

…

Stilheden blev kun brudt af gudstjenesterne i kirkerummet. Man gik derind gennem svingdøre af glas, og der var træbænke og et alter for enden. Der stod også en statue af Jomfru Maria og en font med velsignet vand. Vi dyppede fingrene ned i vandet, lavede korsets tegn og bukkede. Nogle søstre sad på stole, andre sad på knæ. De messede monotont og skrøbeligt, nuuunuuu- nuuu-nuuu-nuuu-nuu-nååå-nuuuu, og lydene rørte mig, så i stedet for at gå op til mit kammer efter middagsmaden – der var ikke noget tv – gik jeg ned i kirkerummet igen.

Måske flygtede jeg derned, for jeg fik underlige tanker, når jeg var alene på mit kammer. Jeg havde ingen at tale med, intet at lave, intet at kigge på, min yogabog lod jeg være, selv Biblen lod jeg stå. Jeg skulle bare reflektere. Det havde jeg aldrig rigtig gjort. Kun i mine unge år i London – og dengang havde tankerne gjort ondt.

Næste morgen i klosterhaven lavede vi Qigong, livets energi på kinesisk. I en rundkreds og med sløve bevægelser fantaserede vi os ind i et hus. Vi skubbede væggene udad, loftet op og stolen væk for at lave plads. Vi noterede spørgsmål, som vi ønskede at reflektere over. Ingen spørgsmål er for store, sagde præsten.

Jeg noterede i en lille, sort bog:

Hvornår er jeg den ultimative succes?

Hvornår er nok nok?

Hvordan bliver jeg den person, som jeg ønsker at være?

Hvad er meningen med livet?

En samtale begyndte at kvidre i mit hoved. Jeg tænkte ikke bare: Sikke en sød nonne, eller: Nu tager jeg et glas vand. Mit hoved blev til en gammel transistorradio, som nogen stillede på. Jeg hørte min egen stemme tydeligt, som om jeg var vært på kanalen. Men jeg anede ikke, hvem der drejede på knappen.

Radioen skrattede sig op gennem mit liv. Rtxhz. Singapore, Onkel Kwa, Bonnesen. Rtzh. Breaking news, World Trade Center has been hit by. Rthss. Jeg kan, jeg vil, jeg skal, jeg kanvilskal.

Thzssh. Heste i mørke. Blå blink. Scthzh. Rtch. Rthhhh. Hjertestop.

Stop. Stop.

STOP NU, for helvede!

Artiklen fortsætter under billedet...

…

Jeg flygtede ind i kirkerummet, hvor en præst holdt en seance.

Satte mig på bænken, lukkede øjnene, sugede klosterluften ind og tænkte på min Audi, der holdt lige ude på den anden side af væggen. I handskerummet lå mobilen.

Forestil dig, at du kommer gennem nogle rum, sagde præsten.

Du kommer længere, dybere ind, og til sidst når du ind i det inderste rum. I midten af rummet udspringer en evig kilde. Jeg forestillede mig et middelalderligt, italiensk hus af sten. Måske et af dem, jeg havde besøgt med Diana og ungerne. Rummet var køligt, og jeg så for mig en meterhøj, meterbred udhugget granitsten med et hul i toppen, hvor vandet piblede fra. Kilden er i dit inderste rum inde i dig selv, sagde præsten. Kilden er Guds kraft, som du altid kan finde ind til og drikke af.

Kilden er Guds kraft?

Jeg blev ikke engang døbt som barn. Religion havde vi aldrig talt om i min familie. Jeg forlod kirkerummet og lagde mig op i mit kammer, men igen blev mit hoved til en radio, så jeg rejste mig fra sengen igen, gik ud i klosteret og fandt en præst, som jeg begyndte at tale med.

“Jeg tumler med et tungt dilemma,” sagde jeg, “mit firma har behov for mig og forventer, at jeg yder. Min familie hiver i mig og vil have mere af mig. Hvordan gør jeg det rigtige?”

Præsten fandt Biblen frem, og han sagde, at jeg kunne læse et og andet vers. Jeg kunne fordybe mig, sagde han. Jeg følte ikke, at præsten lyttede til mig. Bibelrytteren anede intet om at leve i virkeligheden.

Jeg fortalte, at jeg var vokset op uden Gud og ikke brød mig om at være en frelst type. At jeg siden mit hjertestop havde foldet hænderne under dynen, og at jeg havde fortalt om bønnerne til min kone. Hun havde også bedt til Gud.

“Hvordan får jeg mere af Gud, uden at folk stempler mig som underlig?”

Præsten svarede ikke.

…

Næste dag hørte jeg flere stemmer, mere radio, flere lyde, mere skratten i mit hoved. Jeg satte mig ind i kirkerummet igen. Det var det eneste sted, støjen holdt op.

En sommerdag, sagde præsten, sidder du oppe på en østrigsk bjergskråning med græs på. Køerne går med bjælder om halsen, og du kigger ud over dalen. Der ligger en by, og ned ad bjergsiden, gennem dalen og ind til byen snor en sti sig. Ved tusmørke kommer en ældre mand mod dig. Gå ned til byen, siger manden. Der kan du møde Gud. Gud er kommet til byen. Spørg Gud: Hvad er din mening med mig?

Seriøst?

Men jeg legede med. Du når til byen, sagde præsten, og du kommer i tanker om, at du ikke aner, hvordan Gud ser ud. Hvordan kan du overhovedet kende Gud? Hvordan kan du finde Gud?

Jeg havde altid forestillet mig en gammel mand med gråhvidt hår og skæg. Men nu skulle jeg selv navigere ned til byen og finde Gud. Hvordan så Gud ud? Jeg vidste, at Gud, hvis han fandtes, måtte være langt større end mig selv.

Jeg så ham som et hankønsvæsen. Jeg forestillede mig ro og balance omkring ham. Jeg tænkte på prøvelserne, jeg havde været igennem, og forstod, hvad min opgave måtte være.

Jeg måtte bruge mit liv til et eller andet. Men til hvad? Jeg måtte bringe et budskab videre. Men hvilket? Søstrene gik i de samme kjortler hver dag.

De havde hverken Bulgari-ure eller smykker på, for i Guds rige er alle lige. Der strålede glæde ud af dem. Nu og da måtte de føle sig ensomme, når de år efter år hverken kyssede, krammede eller elskede. Men af alle, jeg havde mødt, hvilede de mest i sig selv. De virkede faktisk lykkelige. Jeg var mest ulykkelig, da jeg skovlede flest penge ind.

…

Rrzchzzzt.

Jeg talte højere til mig selv i mit hoved, og jeg gik en tur langs Søndersø i et forsøg på at kvæle lydene. Jeg drejede ind mod Maribo, og måske havde jeg gået to eller tre kilometer, da jeg kom til nogle mandshøje siv, som stod så tæt, at de dannede en hæk om søen. Jeg fulgte dem nogle hundrede meter, da jeg fik øje på to planker, hvis ene ende begyndte ved søens bred og stak ud i søen. Jeg trådte ud på plankerne, som buede nedad som bananer ved siden af hinanden.

Sivene lænede sig ind over broen. Jeg åbnede dem som gardiner med mine hænder. Bag mig lukkede de sig sammen igen. Jeg kom til plankernes ende, der nåede en halv meter længere ud i søen end sivene, satte mig ned med en balle på hvert bræt, som en skrædder, og kiggede ud over søen. Min numse var så tæt på vandskorpen, at jeg følte, at jeg sad på vandet. Jeg har nået endestationen, tænkte jeg. Jeg kommer aldrig længere ud end her. Jeg lyttede til sivene, som skar i hinanden. En frø kaldte. Nogle insekter raslede. Bølgerne hvislede. Verden var så stille, som verden kan blive, og jeg havde næppe før været så alene.

Rhrz.

Nogen skruede op for radioen i mit hoved. Lydene, stemmerne og ordene blev højere. Mere kaotiske.

Rrthch. Jeg kan, jeg vil, jeg skal.

Tcsch. Hvad gør jeg, når jeg kommer hjem?

RthHHz. Hvordan får jeg tid?

Stop nu, Lars, stop nu.

Rthz. Hvad er meningen med mig?

HOLD OP!

Min hjerne var ikke kun en radio. Nu blev den til vaskemaskinen, som far, Peter og jeg havde kigget ind i ude i bryggerset, efter at mor var skredet. Tromlen rullede, tøjet væltede ned fra toppen, faldt først samlet i en bunke, så stykke for stykke, og så faldt jeg selv ned, inde midt i tromlen, og slog knæene og skrabede albuerne.

Av for satan, mand.

Vil tromlen dræbe mig?

Har jeg fortjent at dø?

Hvorfor vælter jeg rundt?

Hvorfor tager jeg mig selv så skide højtideligt?

Hvorfor tror jeg, at jeg er så fantastisk? Så smart?

Kan jeg vinde?

Findes sejre?

Rtthchzt?

Kan jeg, hvad jeg vil?

Ved jeg, hvad jeg vil?

Har jeg det, der skal til?

Findes der en udvej?

Findes der en udvej?

Er Gud derude?

Jeg har spurgt.

Jeg har bedt.

Lytter han?

Rttzhhh-tzzzcchhht.

Klik.

Vaskemaskinens dør gik op.

Stilhed.

Virkelig?

Nyvasket.

Jeg sad et øjeblik og kiggede. Jeg var bare, og så gik jeg tilbage, kanalen i mit hoved skrattede ikke længere, den var rolig, og på stien langs søen lagde jeg farver på verden. Jeg opdagede hver eneste sten under mine fodsåler, jeg elskede insekterne, blomsterne fløjtede, fuglene jublede, jeg indåndede søens friske vand. Jeg havde været nede i mulden, men nu spirede jeg. Og mine blade raslede i foråret.