Fortsæt til indhold

Nipper: Leo gav mig lederjob selv om jeg ikke havde erfaring

Hvad inspirerer landets topledere? Finans har spurgt en række markante danske erhvervsprofiler, om de har oplevet et særligt øjeblik, der har påvirket deres egen karriere. Her er Mads Nipper svar.

Grundfos-topchef Mads Nipper fik sit første lederjob lige kvikt nok. Men det gik jo alligevel, fortæller han.
Karriere

Igennem tiderne har Finans leveret en lang række historier, som, vi selv mener, godt kan tåle at blive læst, selvom det er noget tid siden, de blev skrevet. Enten fordi emnet stadig er aktuelt, eller igen er blevet akutelt eller personen, der interviewes, stadig er relevant. Denne artikel er ingen undtagelse, og derfor giver vi dig muligheden for læse eller genlæse den. Den er en del af vores serie: Mit magiske øjeblik, hvor forskellige topchefer fortæller om et helt særligt definerende øjeblik i deres karriere. Der kan i artiklen fremstå data eller udsagn, som er bundet op til udgivelsestidspunktet.

For Mads Nipper, adm. direktør i Grundfos, handler god ledelse især om at give større tillid til mennesker, end papiret umiddelbart tillader. Han har selv oplevet det, fortæller han.

Har du haft en leder, som er blevet en rollemodel for dig?

»Jeg har haft flere. Leo Bøgeholm Madsen, tidligere europæisk marketingdirektør, Lego, udviste mig utrolig stor tillid, da han kastede mig ud i en opgave, som jeg på papiret ikke var klar til. Torben Ballegaard Sørensen, i dag bestyrelsesformand, smittede alle omkring sig med sit personlige drive, energi og optimisme og så naturligvis Jørgen Vig Knudstorp, som jeg arbejdede for i ca. 10 år. Han formår virkelig at holde et strategisk fokus.«

Er der et magisk øjeblik, hvor du kan huske at en leder gjorde en positiv forskel?

»Der har været mange, men det vigtigste var første gang, jeg blev udnævnt til personaleleder af Leo Bøgeholm Madsen. Jeg havde mindre end 12 måneders erfaring efter Handelshøjskolen i Aarhus, og det passede slet ikke ind i min bog at blive leder så hurtigt. Men at få den fornemmelse af tillid og erkende, at det egentlig gik fint, har nok været det vigtigste øjeblik for mig«.

Har det betydet noget for den måde, du selv leder på i dag?

»Ja. Jeg har mange gange kastet folk ud i opgaver, som de på papiret ikke var fuldt kvalificeret til, senest da Poul Due Jensen blev udnævnt til global salgsdirektør. Han havde ikke ageret globalt før, og netop fordi vi havde en relativt ny direktion, ville det måske have givet mest mening at bruge en meget erfaren global salgsdirektør. Men kombinationen af Pouls potentiale, indsigt og energi virkede mere rigtig.«

Kan du omvendt huske et tilfælde af dårlig ledelse, som du har lært noget af?

»Det må være det modsatte af min gode oplevelse. Lige så fedt det er at blive kastet ud i en udfordring med fuld opbakning, lige så ufedt er det, hvis den opbakning mangler fra chefen, som måske sidder tilbage med en holdning som: Så må vi se, hvordan det går«.

Artiklens emner
Grundfos