Nadia Carlsten stod på scenen med kongen. Nu er hun væk
Nadia Carlsten var den mest magtfulde person i dansk tech som chef for supercomputeren Gefion. Nu er hun ude og hele forløbet er mystisk.
Dette er en kommentar - den udtrykker skribentens holdning.
Nadia Carlsten er væk. Hun er rejst.
Måske vil du, kære læser, spørge: Nadia hvem?
Svaret er, at Nadia Carlsten var den mest magtfulde person i dansk tech, men kun de færreste danskere nåede at møde hende.
Nadia Carlsten fik blot 18 måneder som chef for den danske supercomputer Gefion, og nu er hun stoppet. Måske er hun stadig i Danmark. Måske er hun tilbage i Silicon Valley. Det er ikke godt at vide.
Mystisk.
Nadia Carlstens forsvinden står i skærende kontrast til hendes ankomst. Da Gefion blev indviet i efteråret 2024, stod hun på scenen sammen med kong Frederik og Nvidia-stjernen Jensen Huang. Hun kom med et tungt cv med akademiske grader fra Berkeley og med erfaring fra Amazon.
Det var et tilløbsstykke, og det vrimlede med topchefer fra erhvervslivet. En københavnerbegivenhed.
Det er nemt at konstatere, at der er sket noget usædvanligt i DCAI, som ejer og leder Gefion.
DCAI står for Danish Centre for AI Innovation og udsendte en pressemeddelelse, hvor det nærmeste man kom en forklaring, var denne:
»Med Gefion nu i fuld drift markerer dette et naturligt overgangstidspunkt, hvor virksomheden forbereder sig på sin næste fase.«
Nadia Carlsten skrev det samme på sin LinkedIn-profil, og bestyrelsens forperson, Nana Bule, sagde sådan til mediet ITWatch:
»Ændringen i ledelsen kommer lidt tidligere end forventet, men eftersom Gefion er i fuld drift og selskabet forbereder sig på næste fase, støtter bestyrelsen Nadias beslutning og er enig i, at når det nu skulle være, er dette et naturligt tidspunkt at foretage et skifte.«
Et naturligt tidspunkt?
Blot dagen forinden bragte Computerworld et stort interview med Nadia Carlsten om DCAIs strategi, og det er gået så stærkt, at Nadia Carlsten i skrivende stund står som leder på hjemmesiden.
Så, hvad er der sket?
Tabte Nadia Carlsten en magtkamp? Var der en strategisk uenighed? Var hun en dårlig leder? Blev hun uvenner med danske topchefer? Var det danske tech-miljø ikke fagligt dygtigt nok til hende?
Det kan lyde som en triviel sag. Herregud, den slags sker i erhvervslivet.
Men Gefion er en afgørende del af dansk infrastruktur. Den er så vigtig, at den er placeret på en hemmelig adresse. Den er finansieret af Novo Nordisk Fonden og EIFO, det vil sige af danske aktionærer og skatteborgere.
Det vilkår kalder på åbenhed om hendes forsvinden. Ikke lukkethed.
Set i et større perspektiv er forløbet en advarsel. En påmindelse om, at erhvervslivet stadig er i gang med at forstå en ny verden, hvor kunstig intelligens stiller nye krav til ledelse.
Nadia Carlsten kom til dansk erhvervsliv med en vigtig pointe. Hendes budskab var, at kunstig intelligens ikke kun handler om at gøre sig mere effektiv. Hvis virksomheder tror det, snyder de sig selv.
Kunstig intelligens løfter en begrænsning af vores måde at tænke på. Den gør det muligt at forstå et problem dybere. Den åbner for at genopfinde virksomheden. Den stiller nye krav til en leders nysgerrighed og kreativitet. Og til evnen til at eksperimentere. Og til åbenhed.
Det er en ny måde at tænke på for mange ledere i erhvervslivet, og det ville være naturligt, at ledelsen i DCAI viser, at den forstår det og lever op til det. At den er åben, at den viser refleksion, at den forklarer sig og er klar til dialog.
I stedet vælger bestyrelsen at håndtere afskeden med Nadia Carlsten på den gammeldags måde. Med en intetsigende formulering om, at »selskabet forbereder sig på næste fase«.
Da jeg henvendte mig til DCAI for at tale med en, der kan fortælle mig om, hvorfor Nadia Carlsten er rejst, og hvilken profil den nye leder skal have, fik jeg dette svar:
»DCAI’s bestyrelse har indledt processen med at finde Nadias efterfølger og forventer at kunne udnævne en ny CEO inden for den nærmeste fremtid. På nuværende tidspunkt har selskabet ikke yderligere kommentarer.«
På mit spørgsmål om, hvem der har erstattet Nadia Carlsten, indtil en permanent afløser er udnævnt, fik jeg dette svar:
»DCAI’s nuværende lederteam vil, med assistance fra bestyrelsen, lede selskabet, indtil en ny CEO er fundet.«
Det bliver man jo ikke klogere af. For nu at sige det mildt.
Hvis man i øvrigt går ind på hjemmesiden hos DCAI, er der ingen kontaktperson. Der er blot en generisk mailadresse, hvor modtageren hedder ”hello”.
Forløbet må give stof til eftertanke hos et DCAI, der gerne vil løfte kunstig intelligens ind i erhvervslivet, men leder og kommunikerer som i gamle dage.

