Københavns Lufthavne har fundet ny kassemester hos Saxo Bank
/ritzau/FINANS
Rasmus Lund bliver den nye finansdirektør i Københavns Lufthavne. Det oplyser lufthavnsselskabet i en meddelelse onsdag. Han kommer til fra Saxo Bank, hvor han de sidste seks år har haft den tilsvarende stilling.
Rasmus Lund afløser Lars Jønstrup Dollerup, som i juni stoppede i Københavns Lufthavne for at skifte til en stilling hos Hempel.
De to har i øvrigt haft en lignende karrierebane, idet begge startede i revisionsfirmaet Arthur Andersen og flyttede med til Deloitte i 2002. Siden nåede begge også at arbejde for ISS.
Rasmus Lund starter 1. december i lufthavnsselskabet.


